Kategori: Sociologi, Politik

Velkommen til knaphedssamfundet

Nødvendigheden er tilsyneladende vendt tilbage.


Berlingske 28. maj, 2011

 

Nødvendigheden er tilsyneladende vendt tilbage. Vi vil nedtrappe velfærdsstaten for at blive et af de rigeste samfund i verden. Men de egentlige nødvendigheder lukker vi øjnene for.

 

I mange år troede vi på overflodssamfundet. Også vores tanker og værdier udtrykker myten om overflod og udarter til uforpligtende ønsketænkning, som præger både eksperter, politikere og vælgere.

 

Nødvendighedens æra er den nære fortid, hvor knaphed herskede. Knaphedens overvindelse begyndte for alvor 1960 og fik os til at glemme nødvendigheden. Ungdomsoprøret bidrog til nødvendighedstænkningens afskaffelse. Vi bildte os ind, at intet er nødvendigt. Alle valg er frie. Pligter blev afskaffet sammen med den forældede nødvendighedstænkning. Ligeledes forsvandt taknemlighed. Jeg skylder ikke nogen noget.

 

Markedet har skabt overflodssamfundet. Men velfærdsstaten satte prikken over i’et. I dag indser vi pludseligt, at overflodssamfundet er en illusion. Globaliseringens tvang er ved at slå igennem. Vi kan ikke leve af rettigheder, kortere arbejdstid, voksende frihed og fritid. Vi får tværtimod færre rettigheder, mindre frihed og mindre fritid. Vi er tvunget til at nedtrappe en vildvoksende velfærdsstat. Det er lettere for liberalister end for socialdemokrater, der næsten troede, at velfærdsstaten kunne og skulle vokse ind i himlen.

 

Ikke des mindre var det socialdemokraten Poul Nyrup, der i 1990-erne begyndte at ændre velfærdsstaten til konkurrencestaten. Det skete først og fremmest gennem aktiveringsordningen. Nu skulle de arbejdsløse aktiveres, tvinges i beskæftigelse. Anders Fogh fortsatte- i socialdemokratiske gevandter- udviklingen af konkurrencestaten. Men både socialdemokrater og den borgerlige regering taler stadig i 2011 om at reformere for at bevare velfærdsstaten. Det er bedragerisk snak. Måske kan der bevares elementer af velfærd i konkurrencestaten. Men principielt er konkurrencestaten en stat, der investerer i borgernes produktivitet og konkurrenceevne. Velfærdsudgifter forvandles til investering i konkurrenceevne og øget produktivitet.  

 

Hele samfundet og kulturen underordnes dette ene formål: konkurrenceevnen. Forskning og kunst støttes for at bidrage til øget konkurrenceevne. Skolernes undervisning skal tjene konkurrenceevnen.

 

 

 

Selv ikke børnehaverne bliver fritaget. Ove Kaj Pedersen hævder i bogen ”Konkurrencestaten”, at skolen skal skabe ”det opportunistiske menneske”! Folkeskolen skal udvikle den enkelte til ”soldat” i nationernes konkurrence. Konkurrencestaten bygger på det egennyttige menneske. Lighed erstattes af social sammenhængskraft. Det er arbejdet, der binder individerne sammen i et fællesskab. Fagligheden bliver omdrejningspunkt i skolen, og skolen for livet erstattes af skolen for arbejdet. Rettigheder træder i baggrunden til fordel for tilskyndelser, og ret kobles til incitamenter og pligter.

 

Jeg ser konkurrencestaten som et brutalt og uværdigt samfund uden mening, generøsitet og solidaritet. Arbejdsmarkedspolitik og beskæftigelsespolitik bliver styrende. Depression breder sig- lige som fedme, anoreksi, bulimi og selvmord. Frihed og fritid bliver begrænset. Livskvaliteten falder. Myten om de lykkelige danskere afsløres som blålys. På den ene side vil flere og flere blive arbejdsløse og lynhurtigt tvangsaktiverede til en lav løn. På den anden side vil flere og flere af de hårdtarbejdende blive mere stressede. Selv med denne høje pris er det sandsynligt, at vi alligevel vil tabe konkurrencekapløbet. Vi vil komme til at aflevere flere og flere arbejdspladser til kineserne og de andre turbo-lande.

 

Hidtil har vi trøstet os med, at vi bare skal uddanne os og være fleksible og omstillingsparate. Vi har nemlig noget mellem ørerne. Det skal vi leve af i fremtiden. Men vi tvinges efterhånden til at indse, at kineserne også har noget mellem ørerne. Hvad skal forhindre dem i at tage også vores ”intelligente” arbejdspladser? Skulle vækstbestræbelserne alligevel lykkes, vil det efter al sandsynlighed hurtigt medføre en ny krise.

 

Men først og fremmest har væksten for længst overskredet den grænse, hvor den var positiv og gavnlig. Vi har vænnet os til den forestilling, at økonomisk vækst giver os større frihed og velfærd. Men globaliseringen vender den forestilling på hovedet. Øget økonomisk vækst på globaliseringens betingelser giver mindre frihed og mindre velfærd. Økonomisk vækst er blevet en ulykkebringende tvang snarere end et vidundermiddel til en bedre tilværelse. Hvor vi tidligere kunne arbejde mindre og blive rigere, kommer vi nu til at arbejde mere og blive fattigere.

 

Ove Kaj Pedersen skal have tak for den klargørende diagnose ”konkurrencestat”. Desværre underbetoner han de mørke sider af globaliseringen. Desuden underbetoner han nutidens største globale problem, den økologiske trussel. Den økologiske trussel begynder at manifestere sig bastant i den globale virkelighed. Den sætter snævre grænser for den økonomiske vækst, der er både regeringens og socialdemokraternes vidundermiddel.     

 

Vi lukker øjnene for nødvendigheden. Vi løber stadig rundt med alskens overflodstanker og luksusbegreber. Vi vil ikke indse, at der findes problemer. Vi taler hellere om udfordringer. Og vi tror, at udfordringer er noget, vi frit kan vælge. Men der findes problemer, ja store problemer. Indser vi dette, er det til gengæld vigtigt, at vi tager problemløsningen op som en udfordring.

 

Politikerne svigter med deres evindelige snak om at bevare en velfærdsstat, som i små 20 år har været under forvandling til konkurrencestat. Ove Kaj Pedersen siger, at alle partier tilslutter sig konkurrencestaten og anfører, at næsten alle partier var med i de politiske beslutninger, der fører frem til konkurrencestaten. Jeg hævder, at politikerne ikke vidste, hvad de gjorde. Eller også tør de ikke tale om det. De kæmper tappert for eller mod efterlønnen. Derved bidrager de til at skjule de egentlige problemer.

 

De egentlige problemer er globaliseringen og konkurrencestaten. Disse problemer kan kun løses med økologisk bæredygtighed og større global lighed. Knaphedssamfundet vil vende tilbage. Jørgen Ørstrøm Møllers nye bog ”How Asia can shape the world” handler om den kommende knaphedens økonomi og beskriver to afgørende problemer: dels den skiftende økonomisk-politiske magtbalance i verden, der mindsker Vestens frihed. Dels den stigende fysiske knaphed på fødevarer, råvarer, olie og vand. Denne knaphed ligner en forestående katastrofe. Vi tvinges af globaliseringen ind i knaphedens økonomi. Burde vi ikke frivilligt genfinde nødvendigheds-tænkningen og allerede nu foretage de nødvendige reformer?