Kategori: Filosofi, Politik

Synlige og usynlige kanoner

En kanon udtrykker afgørelsen i en væsentlig kulturkamp, og den forpligter både trosforestillinger og praksis.


Information 2. februar, 2006

 

En kanon udtrykker afgørelsen i en væsentlig kulturkamp, og den forpligter både trosforestillinger og praksis. Det første eksempel i vores vestlige kultur er den kristne kanon, der resulterede af religiøse slagsmål  i de første 3 århundreder e. kr. De kristne menigheder følte sig truet af vranglærere, ikke mindst af gnostikerne. De farligste gnostikere tilbød en fortolkning af kristendommen, f. eks. Paulus’ elev Marcion. Kirkefædrene fra Irenæus i 100-tallet til Augustin i 400-tallet bekæmpede ivrigt de gnostiske ”vrangforestillinger”. Afgørelsen i denne kamp var defineringen af bestemte skrifter som kanoniske, dvs dem der skulle udgøre Det ny Testamente. Vedtagelsen af denne kanon skete 367. Hermed udelukkedes nogle skrifter, de apokryfe skrifter. En kanon betegner således en sejr i en afgørende kultur- og magtkamp. Den definerer på den ene side ortodoksi (den rette tro), på den anden side heterodoksi (kætteri). 

 

Forfatningen er de sekulære samfunds kanon. Både nationale forfatninger og menneskerettighederne er nedskrevne, dvs synlige kanons. Menneskerettighederne er delvist ved at fortrænge de nationale forfatninger. Både forfatninger og menneskerettigheder er forpligtende og ukrænkelige. Det er kætteri at kritisere menneskerettighederne, nutidens ortodoksi.

 

Det nuværende slagsmål om kulturkanon er pjat- sammenlignet med den kristne og den sekulære kanon.. Brians kanonlister er ikke kanon i egentlig forstand. De er opstillingen af en række klenodier i dansk kultur- og kunsthistorie. Det interessante er, at de standser lige før den aktuelle nutid. Det er nemlig her, hunden ligger begravet. Ingen vil nægte Blicher og H C Andersen ret til en kanonplads.

 

Anderledes forholder det sig med nutiden. Det er den gængse opfattelse, at alle selv bestemmer, hvad der er kunst. Og at ingen kan eller skal fortælle os det. Denne opfattelse dementeres imidlertid af den usynlige kanon. En lille gruppe mennesker bestemmer suverænt, hvad der er kunst, og hvad der udelukkes. Hvis en menighed i Jylland ønsker et krucifix af Niels Helledie, nægter Kunstfonden at betale. Hvis Kunstfonden skal betale, må menighedsrådet ydmygt vælge en af de ”anerkendte” kunstnere. Tænk hvis man havde ajourført den billedkunstneriske kanon og  indlemmet Lemmerz, Bonde, Carstensen og Evaristi? Så havde der rejst sig et ramaskrig, og kulturministerens projekt ville være truet.

 

Den verserende debat om Brians kanon overser væsentlige forhold. Kanoner findes og kan ikke undværes. Kanoner er fortolkninger af fortiden, der er praksisforpligtende for nutiden. Kanoner skaber kættere og må nødvendigvis gøre det. De vigtige kunstneriske kanoner er usynlige. Kanoner bør derfor synliggøres (nedskrives), så de kan diskuteres og eventuelt ændres. Og de afgørende kanonslagsmål foregår helt andre steder og under andre navne.

 

Brians kanon var en god konservativ tanke. Men den var uambitiøs, og den kompromitteredes af tåbelige forsøg på at bruge den som spanskrør over for muslimerne. Kritikerne var lige så uambitiøse. De skjulte, at vi har kanoner, synlige og usynlige. Og de bekræftede den moderne vildfarelse, at kanoner er en uting, og at alle frit kan bestemme.