Kategori: Sorø, Kunst og kultur

Maleren Christen Dalsgaards gravsten fundet

Maleren Christen Dalsgaard var en betydelig og elsket maler, der var lærer på Sorø Akademi 1862-91.


Sjællandske 26. november, 2013

 

Maleren Christen Dalsgaard var en betydelig og elsket maler, der var lærer på Sorø Akademi 1862-91. Hans popularitet blev slået udtrykkeligt fast af den Dalsgaard-udstilling, Sorø Kunstmuseum viste 2001. Udstillingen blev en stor publikumssucces, en af de største i Kunstmuseets historie. Den vistes efterfølgende på Skive Kunstmuseum og på Hirschsprung i København. Dalsgaard er ikke kun populær i Sorø, men i hele landet.

 

Da min søster spurgte, om ikke Dalsgaard var begravet i Sorø, kom jeg i knibe. Jeg vidste, at han var begravet i Sorø. Men jeg havde aldrig set hans grav. Det var pinligt. Hvor var Dalsgaards grav? Det viste sig, at Dalsgaard blev begravet på Ny kirkegård, som etableredes 1905, to år før Dalsgaards død. Men graven findes ikke længere. Den lå ved den vestlige mur i den sydlige ende af Ny kirkegård. Man kan finde den græsdækkede plads mellem en guldsmed til venstre og en træstub til højre.

 

Jeg kunne naturligvis ikke selv løse problemerne. Først da jeg spurgte museumsdirektør Ea Matzon og akademigartner Anders Grube, faldt brikkerne på plads. Museet indstillede 2006 gravstenen til bevarelse. Da graven nedlagdes 2009, sørgede man for at fotografere den og lægge fotografiet ud på nettet. Selve gravstenen blev midlertidigt lagt i depot i den nordlige ende af Ny kirkegård. Senere vil den blive placeret et passende sted, et såkaldt lapidarium. Et sådant etableres forhåbentligt snart, så vi kan se den store Sorø-malers gravsten i værdige omgivelser.