Kategori: Politik, Sociologi

Samfundet: Konservatismens egentlige projekt?

Konservatismen har længe haft problemer med at finde sit projekt.


2013

 

Konservatismen har længe haft problemer med at finde sit projekt. Konservatismen burde i kvalificeret forstand være samfundsbevarende. Men eksisterer samfundet overhovedet?

 

Samfund og konservatisme er blevet usynliggjort af modstillingen stat/marked. Traditionelt tænker vi politik ved hjælp af denne modstilling. Vi tænker socialdemokraterne som statspartiet og liberalisterne som markedspartiet. Her er der ingen plads til samfundet, hvilket reducerer konservatismen til et liberalistisk anneks. Efter 1980 begyndte vi at tale om tredelingen stat, marked og civilsamfund.

 

Tredelingen får os til at tro, at samfundet består af 3 dele: stat, marked og civilsamfund. Hvor civilsamfundet oven i købet er det mindst vigtige, nærmest en slags reservat, der skal samle taberne op efter nedtrapningen af velfærdsstaten. Dermed skjules det forhold, at det civile samfund egentlig er samfundet. Det civile samfund er kun en rest af det egentlige samfund. Samfundet burde være det væsentligste, mens staten og markedet burde være samfundets tjenere. Men tjenerne har taget magten. Markedsøkonomiens opståen betyder en frisættelse af økonomien. Markedet tager magten over samfundet og kulturen. Det hedder markedsøkonomien. Således lyder Karl Polanyis spændende og provokerende analyse.

 

Karl Polanyi udgav 1944 bogen Den store forandring. Samme år kom et mere kendt værk, Friedrich Hayeks Vejen til trældom, som 1980 blev neoliberalismens bibel. Hayek var som bekendt Thatchers guru. Thatcher var mere neoliberal end konservativ. Hun foragtede samfundet og ønskede mest muligt marked. Desværre er Karl Polanyis værk stort set glemt i dag. Polanyi er nemlig et fremragende konservativt alternativ til Marx og Hayek.

 

Mens Marx så kapitalismen som udbytning af arbejderklassen, så Polanyi kapitalismen som samfundsødelæggende. Økonomien i tidligere samfund var indlejret (embedded) i samfundet og kulturen. Men omkring 1800 slipper man økonomien fri og skaber markedsøkonomien. Ikke blot slippes økonomien fri. Den underlægger sig både samfund og kultur. Ofret er ikke arbejderklassen, men samfundet. Dette er Polanyis originale pointe.

 

I førkapitalistiske samfund er økonomien som nævnt ikke en selvstændig faktor, men er indlejret i eller underordnet samfundet og dets ritualer og institutioner. Polanyi nævner de to tidligere principielle samfundsformer. De kaldes henholdsvis gensidighed (reciprocitet) og omfordeling (redistribution). Reciprocitet gælder stammesamfund, der bygger på gavegivning som det styrende sociale og kulturelle princip. Redistribution gælder feudalismen, der bygger på et center (kongen), som tilegner sig overskuddet og fordeler det ud i samfundet igen. Førkapitalistiske samfund var altså baseret på enten gensidighed eller omfordeling. Men økonomien spillede ingen selvstændig rolle, og markedsøkonomien var udelukket- selv om der kunne forekomme markeder.

 

Derimod var anerkendelse, ære og prestige vigtige i de førkapitalistiske samfund. Anerkendelses-behovet viser, at vi ikke er selvberoende og uafhængige, men netop afhængige af hinanden. Stammesamfundenes gaveøkonomi bygger på anerkendelsesbehovet. Nogle giver mere end andre og modtager til gengæld mere prestige. Den mest generøse får mest prestige. Hos eskimoerne kunne den bedste fanger ikke beholde hele sin fangst selv, men fordelte noget af den til de andre. Til gengæld belønnedes han med prestige og lovpristes som ”den store Fanger.”

 

Markedsøkonomien gennemføres via overgreb på samfundet. Samfundet gør modstand. Markedet opstår ganske vist spontant. Men det gør markedsøkonomien ikke. Markedsøkonomien indførtes tværtimod gennem magt og tvang. Polanyi taler om intervention. Staten intervenerer i samfundet for at gennemtvinge markedsøkonomien. Markedsøkonomiens udvikling i England er fyldt med magtanvendelse, vold og overgreb. Det er en provokerende, men øjenåbnende omvending af den gængse måde at se statslig intervention på, hvor den onde stat griber ind i det gode marked for at skabe velfærdsstaten. Polanyi ser omvendt statsintervention som forudsætning for indførelsen af markedsøkonomien!

 

Samfundets modstandsformer er talrige, men ikke altid sympatiske. Polanyi nævner fascismen som en af samfundets modstandsformer. Nazismen var tyskernes forsvar over for markedsøkonomien og dens  krise i 1930-erne. Fascismen var under 1930-ernes krise også udbredt i mange andre lande. Ligeledes opstod keynesianisme, socialdemokratisk velfærdsstat og New Deal. Overordnet nævnes protektionisme som samfundets beskyttelse mod markedsøkonomien. Når Polanyi bruger ordet protektion, tænker han ikke blot på den gængse økonomiske protektionisme (beskyttelsestold). Han bruger begrebet protektion (beskyttelse) som en generel betegnelse for samfundets modstand eller selvforsvar.

 

Polanyi følte sig beslægtet med samtidens distributister og kristne socialister. Distributismen var en interessant politisk filosofi, skabt af de to katolske forfattere Chesterton og Hillaire Belloc. De betragtede kapitalismen som en vej til slavestaten og ville genskabe samfundet ved hjælp af decentralisering og fordeling (distribution). Ejendomsretten til produktionsmidlerne skulle spredes (distribueres), og samfund skulle først og fremmest udgøres af lokalsamfund.

 

Både Hayek og Polanyi var dybt foruroliget over kommunismens og nazismens umenneskelighed. Men de drog helt modsatte konklusioner. Polanyi så kommunisme og fascisme som samfundets selvforsvar mod markedsøkonomiens destruktion af samfundet. Mens Hayek omvendt så markedet som frihedens legemliggørelse og derfor betragtede ethvert indgreb (intervention) i det frie marked som vejen til kommunisme eller nazisme, vejen til trældom. Han så endog New Deal og velfærdsstat som stationer på vejen til trældom. Hayek glemte bekvemt, at markedsøkonomien skabtes af en bastant statsintervention i samfundet.

 

I nutiden er englænderen Phillip Blond blevet kendt for udtrykket rød konservatisme. Blond vil have mere (civil)samfund og mindre stat og marked. En sand konservativ må bekæmpe neoliberalismen og begrænse markedet. Samfundet kan ikke acceptere den voksende ulighed, som neoliberalismen og globaliseringen medfører. Ejendomsretten må spredes og kapitalen reduceres. (Civil)samfundet består først og fremmest af lokalsamfund. Familien og lokalsamfundet bør være de to grundelementer. Men staten støtter kapitalismen, og vi lever nu i en markedsstat, hvor hele samfundet indrettes efter globaliseringens krav. Markedsstaten påtvinger samfundet en yderligere underkastelse under markedsøkonomien og globaliseringen.

 

 

Det bør tilføjes, at Blond leder tænketanken Res Publica (=det fælles bedste). Desuden er han teolog og kristen. Hans første bog hed Post-Secular Philosophy: Between Philosophy and Theology. Blond er altså kristen- lige som Chesterton og Belloc.

 

Blonds røde konservatisme betoner fællesskabet. Derfor kaldes den kommunitaristisk. Samfund bygger på solidaritet og gensidighed. Det indebærer, at samfundet ikke accepterer urimelig ulighed. Efter min mening er solidaritet oven i købet vigtigere end lighed. Overdrevne bestræbelser på lighed kan undergrave den solidaritet, der er lighedens forudsætning. Når vi skærer ned på velfærdsstaten, skal det være for at styrke solidaritet og samfund. Ikke for at styrke markedsøkonomien og globaliseringen. Hverken Polanyi eller Blond vil afskaffe markedet. Men de hævder, at samfundet er det egentlige. Det er samfundet, der sætter rammer og grænser for markedet og globaliseringen.  

 

De konservative må løsrive sig fra liberalismen for at kunne kritisere markedsøkonomien og globaliseringen og forsvare samfundet. Det må være den væsentligste opgave for et kommunitaristisk konservativt parti.