Kategori: Filosofi, Sociologi

Pligt ansvar og sammenhængskraft

Det lyder som træls og undertrykkende fortid.


Information 3. juni, 2008

 

Det lyder som træls og undertrykkende fortid. Alligevel indgår det i Mette Frederiksens 9 punkter: pligter. Og så kommer de endda før rettigheder. Det er pligt som et nyt perspektiv, ikke konkrete pligter: ”Spørg ikke, hvad fællesskabet kan gøre for dig. Spørg hvad du kan gøre for fællesskabet.”  Jeg vil også nævne filosoffen Kai Sørlander, der i flere bøger har argumenteret for det kætterske synspunkt, at pligter går forud for rettigheder. Problemet er imidlertid, at udviklingen har filtret frihed, rettigheder og pligter ind i hinanden på en yderst ugennemskuelig og uheldig måde.

 

Liberalismen er fra begyndelsen ensidigt lagt an på individ og rettigheder. John Locke kanoniserede liberalismen og rettighederne 1689. Først små 100 år senere kom Adam Smiths berømte marked. Det enkelte individs rettigheder er liberalismens kerneværdi. I alle andre samfund ligger vægten på fællesskab og pligter. Det moderne vestlige samfund er både historisk og globalt ekstremt. 

 

Alligevel er pligt ikke helt fraværende. Den franske revolution bragte os menneskerettighederne, men også et pligtkatalog, som dog hurtigt gik i glemmebogen. Samtidigt med den franske revolution skrev den tyske filosof Immanuel Kant om pligt som det afgørende i moral. Hvis man gør noget godt, fordi man har lyst til det, er det ikke moral. Moral er at handle ud fra pligt. Til gengæld er det ubestemt, hvad pligten konkret består i. Det må den enkelte selv finde ud af. Denne autonomi er det uholdbare punkt i Kants filosofi: den enkelte kan og skal selv finde ud af den rigtige moral, uafhængigt af tradition og fællesskab. Dermed åbnede Kant en ladeport til pligternes afskaffelse. Alligevel fik han gjort pligt til kernen i moral.

 

I FN’s berømte Verdenserklæring om menneskerettigheder er der en artikel 29 om pligt: ”Enhver har pligter over for samfundet, der alene muliggør personlighedens frie og fulde udvikling.” Andre eksempler på pligternes eksistens er arbejderbevægelsen, der fra begyndelsen talte om både rettigheder og pligter. Socialdemokraterne opdagede dog langt senere, at velfærdssamfundet efterhånden var blevet ændret til et rettighedssamfund uden pligter, hvilket bidrog til en overbelastning af velfærdsamfundet.

 

Når pligterne og moralen næsten forsvandt i løbet af den moderne udvikling, beroede det på det moderne samfunds og kapitalismens behov for frie tøjler, ekspansion og grænseoverskridelse. Allerede omkring renæssancen og reformationen skete afgørende ændringer. Jan Lindhardt beskriver disse som dydernes afskaffelses og lasternes ændring til dyder. Lasten gerrighed (en af de 7 dødssynder) blev til dyden profitorientering. Bauman beskriver udviklingen mere abstrakt. Han bruger begrebet adiaforisering, som stammer fra religionen. Adiafora var alle de områder af tilværelsen, som ansås for moralsk neutrale. Ifølge Bauman bestod bureaukratiseringen i en adiaforisering: det handlede ikke længere om ondt og godt, men om effektivitet og procedure. Ligeledes bygger markedet på adiaforisering. Det handler ikke om ondt eller godt, men om priser og indtjening. Det moralsk neutrale blev gennem denne adiaforisering udvidet kraftigt.

 

Et tredje aspekt i den moderne udvikling var kontraktsamfundets opståen. Mens det traditionelle samfund beroede på status, traditioner og slægtskab, beroede det moderne samfund på frivilligt indgåede kontrakter, der medførte ansvar. Det var 1800-tals-sociologer som Henry Maine og Herbert Spencer, der skrev om kontraktsamfundet. Maine beskrev udviklingen fra traditionelt til moderne som et skifte fra status til kontrakt. Og Spencer hævdede, at frivilligt samarbejde og kontrakter var den eneste måde at integrere specialiserede industrisamfund på. Spencers opfattelse provokerede den store sociolog Durkheim til en konservativ kritik. Durkheim mente, at kontrakter var utilstrækkelige til at holde samfundet sammen. For Durkheim var samfundsmæssig solidaritet og sammenhængskraft afgørende.

 

I de senere år er man atter begyndt at tale om kontraktsamfundet. Det skyldes, at man har måttet ty til kontrakter på flere og flere områder. Udviklingskontrakter, projekter og partnerskaber er efterhånden den dominerende dagsorden. Kontrakter anvendes også inden for det sociale område og inden for undervisning. Man begynder at lave kontrakter med klienten i stedet for handlingsplaner for klienten. Klienten får i kontrakten pligt til frihed. Frihed transformeres fra rettighed til pligt. Kontrakter erstatter velfærdsstatens formynderi: Kontrakt og partnerskab træder i stedet for underordning. Udlicitering, privatisering og partnerskaber er baseret på kontrakter. Ofte bruges kontrakt i billedlig betydning: som om det var en kontrakt. Anders Foghs kontraktpolitik hviler ikke på rigtige kontrakter. Konsekvensen af denne udvikling er en uoverskuelig blanding af rettigheder, frihed, pligter og ansvar. Aktiveringspolitikken består af en ret til understøttelse, men betinget af en pligt til at tage det arbejde, man tilbydes. Noget for noget. Den liberale opfattelse af frihed og rettigheder viser sig uholdbar.

 

Udviklingen kan også forstås ud fra andre overskrifter. Konkurrencestaten (den globaliseringstilpassede velfærdsstat) ses ofte som baggrund for aktiveringspolitikken, således af sociologen Anthony Giddens. Giddens skriver også mere bredt om pligter, som han ønsker mere af, f. eks. pligter i familien, lige som han hævder vigtigheden af solidaritet eller sammenhængskraft.

Niels Åkerstrøm beskriver det omstillingsberedte samfund (omstilling til omstillingen) og omtaler den ny medarbejderrolle som ”kærlighed”. Den nye medarbejder har et passioneret forhold til arbejdet. Derfor er det upassende at tale om rettigheder. Man afskediger sig selv, hvis man demonstrerer den negative og ”gammeldags” holdning, som rettighedsdiskursen udtrykker.

 

Alt dette viser en tendens til at begrænse rettighederne eller at gøre dem betingede af pligter. Desuden er ansvar et mantra hos de borgerlige partier. Ansvar er egentlig en moralsk dyd. Jeg har ansvar for mine handlinger og mit liv. Og jeg har ansvar over for andre. Ansvar er mere omfattende og ubestemt end pligt. Ansvar er også et politisk-ideologisk begreb. Når borgerlige politikere taler om det personlige ansvar, vil mange se det som forspil til nedskæringer. Først og fremmest bruges ansvar i kontraktsamfundet i indsnævret betydning. Ansvar handler om den enkelte og hans ansvar i forhold til lovgivning og aftaler. Pligt handler om min relation til andre og til samfundet. Det er ikke staten og domstolene, der skal” straffe” pligtforsømmelse, men medborgere og pårørende. Det hedder med et ugleset begreb social kontrol. Endelig er ansvar noget, man kan påtage sig. Det er personligt. Mens pligt er upersonlig og eksisterer uafhængigt af, om jeg ”påtager” mig den. Ansvar giver prestige. Pligt er et ydmygt og ikke-spektakulært begreb.

 

Der er overlapninger mellem pligt og ansvar. Men pligt er kernen i ansvar. Hvis et ansvar skal være mere end tom retorik, skal det være- forpligtende. Uden pligt findes hverken moral, fællesskab eller ansvar. Og uden pligtperspektivet kan vi ikke løse nutidens væsentligste udfordringer. Det gælder bæredygtighed, det gælder den globale ulighed. Den liberale opfattelse af frihed, rettigheder og ansvar er uholdbar, hvilket skjules af snakken om personligt ansvar. En åben erkendelse af pligtens uomgængelighed forudsætter derfor en direkte liberalismekritik.

 

Også demokrati og politik forudsætter pligter. En af vore førende demokratiteoretikere, Mogens Herman Hansen, har skrevet en bog om den moderne republikanisme og dens kritik af det liberale demokrati. Republikanismen hævder borgernes pligt til at deltage i politikken. Politik bygger på det fælles bedste (res publica= den fælles sag), ikke blot private interesser. I republikanismen er vi borgere snarere end individer og forbrugere. Og republikanismen hævder, at vi har pligter over for samfundet, de såkaldte borgerdyder. Et opgør med liberalismen kunne med fordel lade sig inspirere af det republikanske tankegods, liberalismen har fortrængt.