Kategori: Politik, Sociologi

Når sociologer går i panik

Jeg blev rasende, da jeg første gang stødte på udtrykket moralsk panik.


Berlingske 26. marts, 2007

 

Jeg blev rasende, da jeg første gang stødte på udtrykket moralsk panik. Udtrykket optræder i sociologisk litteratur og indgår sjældent i den almindelige politiske debat. Men nu er der oversat en engelsk bog om emnet, Kenneth Thompsons Moralsk panik.

 

Den bagvedliggende holdning, foragten for reaktionære, konservative og folkelige bekymringer, findes i forvejen hos intellektuelle og progressive. Holdningen er efterhånden udbredt i store del af befolkningen. Udtrykket kan betegnes som en ”videnskabelig” begrebsliggørelse af holdninger, som spiller en dominerende rolle i forvejen. Alligevel er den videnskabelige begrebsliggørelse langt fra uskyldig.

 

Moralsk panik er et politisk begreb, forklædt som videnskab. Udtrykket bruges i den sociologiske litteratur til at affeje bestemte, principielt konservative, bekymringer, der kritiseres som ubegrundede, overdrevne eller medieskabte. Det ligger i udtrykket moralsk panik, at det handler om noget centralt. Noget med selve samfundets orden, sammenhængskraft og moral. Konkret handler det ofte om familien, seksualmoral og kriminalitet. Konservative frygter traditionelt moralopløsning, et mønster-eksempel på moralsk panik. Den progressive sociolog ”ved”, at der ikke er nogen grund til at frygte moralopløsning. Tværtimod er ”moralopløsning” og ”familieopløsning” udtryk for frigørelse og forkastelse af forældet og undertrykkende moral.

 

Moralsk panik bygger på ”forskydning af frygten”. Folk bekymrer sig for de forkerte ting og undlader at bekymre sig for de reelle problemer. Der er givetvis bekymringer, som er overdrevne eller endog ubegrundede. På den anden side er det svært at blive enige om, hvilke bekymringer der er begrundede og hvilke ikke. Frygten for økologiske katastrofer og klimakatastrofer er efter min mening begrundede, og mange af os mener, at denne frygt burde være mere udbredt og omsættes i handling og problemløsning. Det samme gælder den globale ulighed.

 

Men ingen risikovurdering er upolitisk. Derfor burde sociologer og andre intellektuelle spørge sig selv, om det er rimeligt, at vi vil påtvinge andre vores bekymringer, det økologiske problem og den globale ulighed. Mens vi samtidig affejer andres bekymringer som moralsk panik. Sociologer hævder, at vi lever i et Risikosamfund (Ulrich Beck). Samtidig kræver de eneret til at udpege risci.

 

Det er umuligt at blive enige om fremskridtets konsekvenser. Det de progressive ser som frigørelse, ser de konservative som forfald. Interessant er her den amerikanske sociolog Robert Nisbet. Han tegner ved hjælp af 5 begrebspar henholdsvis et konservativt og et progressivt perspektiv. Interessant og overraskende sætter han det konservative begreb fremmedgørelse over for det progressive begreb fremskridt (progress).

 

Fremmedgørelse er ifølge Nisbet ikke et marxistisk begreb. Fremmedgørelse er udtryk for det negative i fremskridtet, altså et konservativt perspektiv. Derfor kunne den progressive Marx kun tænke et smalt eller nedbarberet fremmedgørelsesbegreb. Fremmedgørelse er det konservative udtryk for fællesskabs- og religionsopløsning, individet ”befriet” for alle bånd og forpligtelser. Når nogle af de postmoderne forfattere ønskede mere fremmedgørelse, var de egentlig konsekvent moderne.

 

Individet og dets autonomi og rettigheder er liberalismens og progressivismens hovedværdi. Fællesskab er konservatismens modværdi. Det kaldes også civilsamfund. Civilsamfundet er alt det, der binder mennesker sammen- bortset fra stat, domstole og politi. Når civilsamfundet med dets moral og autoritet forsvinder, er der kun magt tilbage, dvs domstole og politi.

 

Nisbet gør det tydeligt, at konservative og progressive har forskellige perspektiver på samfundet. Når progressive hævder, at ”moralopløsningen” ikke har negative konsekvenser, men snarere positive, beror det ikke på en objektiv bedømmelse, men på et progressivt perspektiv.

 

Den moderne familie ses af progressive som frihed og ligestilling, mens den af konservative ses som fremskreden familieopløsning. En konsekvens af familieopløsningen er ældrebyrden, som ikke blot handler om, at der bliver flere ældre. Først og fremmest handler den om, at moderne familier ikke får børn nok. Noget af det skyldes ekstrem individualisme, selvrealisering, karriereræs, tidspres og stigende konkurrence. Men det er tankevækkende, at familiens opløsning (”den moderne familie”) kun har været mulig via offensive mindretalsgruppers pres, indoktrinering i skoler og medier og diskriminationslovgivning. Familien er ikke passivt forfaldet. ”Den moderne familie” er aktivt fremkaldt og aktivt holdt i live. Den må beskyttes af en diskriminations- og rettighedslovgivning, der skal friholde den fra ”fordomsfuld” kritik. Intet andet samfund ville acceptere at ligestille et homoseksuelt par med en familie. I de fleste samfund er familien en social eller samfundsmæssig institution. I det moderne samfund er den en rent privat affære.

 

Det er ulykkeligt for samfundet, at de konservative værdier, argumenter og kriterier står så svagt. Hver gang konservative værdier undergraves, fattiggøres det politiske univers, og der forsvinder endnu en platform for kritik, endnu en bremseklods. Fraværet af konservative perspektiver fjerner os desuden fra vor egen historie og fra resten af verden, som vi kun kan se som fordomme og undertrykkelse.

 

Der er dog opstået nyere begreber, som kunne kaldes konservative. Mest kendt er social sammenhængskraft (social cohesion), der har været brugt i international litteratur i over 10 år. Udtrykket signalerer frygt for samfundsopløsning under presset fra globalisering og andre voldsomme samfundsændringer. Et andet eksempel er utilsigtede konsekvenser. Begrebet går tilbage til konservatismens grundlægger, Edmund Burke, der 1790 kritiserede den franske revolution og oplysningsfilosofferne. Begrebet er blevet aktualiseret af nyere sociologiske superstjerner som Anthony Giddens og Ulrich Beck. Utilsigtede konsekvenser udtrykker en kritik af naiv fremskridtstro og af overdreven tillid til planer og rationelle strategier. Endelig er der det uvidenskabelige begreb glidebane. Nogle af os frygter, at hvis vi først accepterer dette teknologiske indgreb i menneskers biologi og formering, vil der være fri bane for en hvilken som helst science-fiction-uhyrlighed.

 

Mange gør sig ikke klart, at de nævnte eksempler udtrykker konservativ fremskridtskritik. Ulrich Beck bygger sin bog Risikosamfundet på begrebet utilsigtede konsekvenser. Alligevel overser han begrebets konservative karakter og forsøger tappert at forsvare alskens tvivlsomme fremskridt. Hvorimod Giddens påpeger det uomgængelige i en konservativ filosofi, og der indgår flere konservative begreber i hans sociologi. Utilsigtede konsekvenser er et hovedbegreb, og han bruger desuden social sammenhængskraft i forbindelse med Den tredje vej. Glidebaneargumentet afvises af de progressive som fordomsfulde bekymringer. Alligevel baserer de progressive selv deres bekymringer på glidebaneargumentet. De fremmaner Big Brother, hver gang der foretages indskrænkninger i retsstaten og individets friheder, eller når der opstilles et ny overvågningskamera.

 

Fogh forsøger at udpege kulturradikalismen som syndebuk. Men kulturradikalismens ”moralnedbrydning” er liberalismens eget værk. Fogh må for at bevare magten ty til begrebet sammenhængskraft, der signalerer noget med fællesskab og solidaritet. Han fortier, at det drejer sig om et liberalisme-kritisk begreb. Tilhængere af den ekstreme frihed og individualisme hader sammenhængskraft. Det gælder både kulturradikale (Georg Metz) og CEPOS-folk (Karsbøll, Kurrild-Klitgaard).

 

Umiddelbart forstår vi alle begrebet sammenhængskraft. Men skal vi forklare det, opstår der straks problemer og uenigheder. Det er godt, at enhver kan definere sammenhængskraft på sin måde. På den anden side skaber det misforståelser og konflikter. Det ville måske være en god ide med en bog om Social sammenhængskraft. En bog der fremlagde begrebets forskellige betydninger. En sådan bog vil være et godt modspil til bogen Moralsk panik.