Kategori: Politik, Filosofi

Må det bedste argument vinde

Politikkens forfald og den voksende højreekstremisme er udtryk for demokratiets krise.


Information 11. april, 2001

 

Politikkens forfald og den voksende højreekstremisme er udtryk for demokratiets krise. Det har den franske politolog Chantal Mouffe skrevet et par utroligt spændende og provokerende bøger om. 1993 kom The Return of The Political og sidste år The Democratic Paradox.

 

Mouffe hævder, at vi ødelægger politikken, fordi vi definerer den alt for snævert. Vi udelukker de væsentlige fænomener af politikkens rum, idet vi fjerner konflikter og modsigelser og erstatter dem med rationel konsensus.

 

Det er den mest respekterede politikopfattelse, Mouffe går i kødet på. Nemlig Habermas og Rawls, som begge bygger på universalismen og rationalismen.

 

Universalismen indebærer, at europæernes opfattelse af det liberale demokrati gøres universel, almengyldig. Dette demokrati bygger på, at vi kan skelne mellem ret og moral (Rawls) og mellem det procedurale og det substantielle (Habermas). Ret er politikkens legitime felt, mens folk kan praktisere moral i deres fritid. Det er kun den neutrale fremgangsmåde (procedure), der er politisk acceptabel, men konkret moral (substantielle værdier) overlades til de enkelte borgere. Endelig forudsætter Habermas og Rawls, at der gives et bedste argument, og Habermas ser frem til den herredømmefri kommunikation, hvor magt og undertrykkelse er fjernet, således at det bedste argument sejrer.

 

Mouffe hævder, at det snævre, fornuftige og neutrale rum, der er resultatet af dette liberale demokrati, er ødelæggende. Konflikter og modsætninger fortrænges og dukker ubelejligt op uden for den pæne konsensus, f. eks. højreekstremismen. Mouffe vil have modsigelserne og konflikterne tilbage i det politiske rum.

 

Mouffe kritiserer både universalismen, rationalismen og illusionen om det bedste argument. Det liberale demokrati er ikke universelt, men historisk bestemt: vi synes, det er godt, fordi det er vores, og fordi det passer til vores livsform. Men det er ikke universalitet. Rawls’ bud på det retfærdige samfund er OK, men den er kun én opfattelse ud af mange mulige. Det procedurale og det substantielle, ret og moral kan egentlig ikke adskilles. “Procedurer involverer altid substantielle etiske forpligtelser, og der kan aldrig være sådan noget som rent neutrale procedurer.” Den demokratiske proces foregår ikke på den rationalistiske måde. Det er ikke argumenter, der får os til at skifte mening, men overtalelse. Overbevisninger bygger ikke på rationel forståelse, men hviler til syvende og sidst på en livsform.

 

Dette indebærer, at politiske problemer ikke har rationelle løsninger, og at man ikke kan blive enige ad argumentets vej. Man kan søge at overbevise hinanden, man kan indgå kompromis, og man kan fredeliggøre konflikter. Men konflikter og modsætninger vil altid være der. Det bedste argument kan kun sejre i kraft af undertrykkelse og eksklusion af andre opfattelser- modsat hvad Habermas tror.

 

Selv om enighed er umulig, kan vi dog ikke afstå fra den. Vi er nødt til at skabe midlertidige hegemonier, dvs magtbaserede “enigheder”, der beror på, at der egentlig ikke er enighed, men at vi alligevel søger at fastholde “enigheden”. Her er fjenden en forudsætning. Befolkningen i kolonien stod sammen mod kolonimagten, hvilket skabte et sammenhold og en enighed, som viste sig illusorisk, da kolonimagten var smidt ud. Sådan er vi hele tiden nødt til at etablere fællesskaber eller “vi-er” ved hjælp af et “dem” eller en fjende. Denne fjende kan også være ideer eller værdier. “Vi” bekæmper uretfærdighed og undertrykkelse. Ethvert fællesskab og enhver beslutning indebærer undertrykkelse og magt. Ethvert fællesskab og enhver beslutning skaber eksklusion. Trods dette er fællesskab og beslutninger nødvendige. Men det er vigtigt at lade konfliktpunkterne, grænserne være synlige, således at de står åbne for diskussion og revision.

 

Mouffe er fremragende til at opdage og fastholde modsigelser. Hun skriver også om modsigelsen mellem liberalisme og demokrati, mellem menneskerettighedernes logik og demokratisk logik. Hun fordømmer Blairs og Giddens’ tredje vej, som afskaffer modsætningen mellem højre og venstre. Denne modsætning skal ikke afskaffes, men omdefineres. 

 

Et farvel til troen på universelle neutrale procedurer er et farvel til eksperternes monopol på sandhed og korrekt politik. Vi kan ikke længere gå ud fra, at vores synspunkter er universelle og legitime, mens de andres synspunkter er forkerte eller illegitime, ikke-stuerene. Vi må gå ud i det politiske rum og søge at overbevise dem.  Det er dødbesværligt.