Kategori: Politik, Sociologi

Har vi egentlig folkestyre?

Tilsyneladende går alle ind for demokrati. Men det er kun tilsyneladende.


2010

 

Vi foretrækker menneskerettigheder og retsstat.

Tilsyneladende går alle ind for demokrati. Men det er kun tilsyneladende. Meningsdannerne hævder, at flertalsstyre eller folkestyre ikke er demokrati. Nej demokrati er  retsstat. Det anses for uvidenhed og populisme at kalde folkestyre eller flertalsstyre for demokrati. Retsstat og menneskerettigheder sættes af meningsdannerne over folkestyret. Jeg vil i det følgende forsvare populismen og sætte demokrati og folkestyre op over for retsstat, som ikke er demokrati.

 

I international politik dukker konflikten mellem demokrati og retsstat op gang på gang. Hver gang demokratiet risikerer at krænke retsstat og menneskerettigheder, viser det sig, at vi foretrækker retsstat og menneskerettigheder. Vi vil give irakerne demokrati. Men de må ikke selv bestemme, hvordan et demokrati skal se ud. Vi vil ikke acceptere, at de selv bestemmer. De skal mod deres egne ønsker beslutte sig for en sækulariseret retsstat med menneskerettigheder.

 

Og tænk på Algeriet 1991. Da det ved valget tegnede til sejr for muslimernes parti FIS, ugyldiggjorde regeringen valget for at hindre muslimernes eventuelle overgreb mod menneskerettighederne. Regeringen bakkedes op af det internationale samfund. Tankevækkende er også eksemplet Tyrkiet. Landsfader Kemal Atatürk iværksatte 1923 en demokratisering fra oven med adskillelse af religion og stat. Men trods årtiers sækulariseret ”demokrati” er et flertal af befolkningen stadig muslimsk. Muslimske vælgere vil have indflydelse på politikken. I mange år fastholdt generalerne demokratiet ved at holde befolkningen nede og religionen ude. Efter kuppet i 1980 fik kupgeneralerne juristerne til at lave en udemokratisk forfatning. Denne forfatning etablerede en forfatningsdomstol, som kan forbyde politiske partier, der truer den sekulære stat. Denne mulighed har flere gange været brugt. Men det går ikke længere. Erdogan er demokratisk valgt. Hans parti er blødt islamisk og søger diplomatisk at omgå generalernes strengt bevogtede sækularisering. Bl. a. vil Erdogans parti, AKP, have ændret den udemokratiske forfatning, der giver generalernes forfatningsdomstol mulighed for at opløse AKP!  

 

Kritik af det liberale demokrati.

Vi tror i Vesten, at vi ved, hvad demokrati er, at vi har demokrati, og at vi skal indføre demokrati andre steder. Men det kan betvivles, om vi faktisk har demokrati, ja om vi overhovedet ved, hvad demokrati er.  Det liberale demokrati er fyldt med begrænsninger, der er hævet over demokratisk debat. Adskillelsen af religion og politik og de borgerlige frihedsrettigheder er to af de ældste og vigtigste. Men især mindretallets foragt og frygt for flertallet har præget demokratiets udvikling i løbet af 1800-tallet. Demokratiets talsmænd vidste jo udmærket, at de tilhørte et mindretal. De kunne nok have grund til at frygte det store udannede flertal.

 

Det er sjældent, at de forudgivne indskrænkninger af demokratiet diskuteres og problematiseres. Alligevel har to førende internationale forskere dristet sig til en sådan problematisering. Den belgiske sociolog Chantal Mouffe hævder, at liberalt demokrati ikke er demokrati, og den amerikanske sociolog Benjamin Barber hævder, at det liberale demokrati er et tyndt demokrati.

 

Chantal Mouffe kritiserer det liberale demokrati i den fremragende lille bog, The Democratic Paradox. Liberalisme og demokrati er to forskellige traditioner. Liberalismen er knap nok en demokratisk teori. Liberalismen interesserer sig først og fremmest for individets rettigheder. Det liberale demokrati består i rule of law, dvs forfatningsbaseret styre, forsvar for rettigheder og sikring af den individuelle frihed. Demokratiet eller folkestyret er barn af en anden tradition, som Mouffe desværre ikke præciserer. Hun nævner hverken isme eller filosoffer. Men hun må tænke på republikanismen samt et af dens kendteste navne, Jean Jacques Rousseau. I den demokratiske tradition er demokrati lig med folkestyre, og folkestyre er først og fremmest folkesuverænitet og flertalsstyre. De liberale sætter frihed og individuelle rettigheder højst, og demokraterne sætter lighed og deltagelse højst.

 

Folkesuverænitet betyder, at der ikke er nogen over folket. Men liberalismen har søgt at begrænse demokratiet, og folkesuveræniteten har længe været betragtet som forældet, hvilket efter Mouffes mening har skabt et demokratisk underskud. Nutidens forskellige højrepopulistiske partier er ifølge Mouffe en protest mod begrænsningerne af folkesuveræniteten. En protest der må anses for berettiget. Retsstaten er en begrænsning af demokratiet i menneskerettighedernes, mindretallenes og frihedens navn.

 

Mouffe vil ikke afvise retsstaten. Men vi skal se i øjnene, at retsstat og demokrati er i modstrid med hinanden. Og at vi må forhandle forholdet mellem dem. Der findes ikke én rigtig måde at kombinere retsstat og demokrati på. Der findes mange måder. Dog findes der ingen måder at afskaffe modsætningen mellem dem på. Dette er en vigtig pointe.

 

Ellers er Mouffe og hendes partner Ernesto Laclau mest kendt for diskursanalysen, der i mange år har været mode på universiteterne. Desværre er hendes demokratianalyse mindre kendt.

 

Intet over demokratiet.

Den amerikanske sociolog Benjamin Barber har en mere uakademisk og direkte kritik af retsstatsdogmatikken. Han går ind for stærkt demokrati som alternativ til liberalismens tynde demokrati. og hævder, at alene demokratiet giver love. Demokratiet accepterer ingen ydre instans eller forudgiven og uafhængig sandhed. Derfor er det ifølge Barber ikke legitimt på forhånd at indskrænke demokratiet. Retsstaten kan ikke forpligte demokratiet på forhånd. Men det står naturligvis enhver frit at gå ind i den demokratiske debat og kæmpe for menneskerettigheder og mindretalsbeskyttelse. Barber hævder, at demokrati går forud for menneskerettigheder og retsstat. Barbers bog hedder Strong Democracy. Stærkt demokrati betyder deltagelsesdemokrati, en form for direkte demokrati. Hans tanker om deltagelsesdemokrati kan synes urealistiske. Men hans opprioritering af demokratiet forekommer mig både væsentlig og tankevækkende.

 

Retsstaten er før-demokratisk.

Når Barber siger, at demokrati går forud for retsstat, mener han, at demokratiet er det primære, og at retsstaten må være skabt af og bygge på demokratiet. Hvad angår den tidslige eller historiske rækkefølge, er sagen en anden. Paradoksalt nok kom retsstaten i Europa før demokratiet. Dvs, at retsstaten delvist er skabt under enevælden. Det er interessant. Skrevne forfatninger er f. eks. Jyske lov 1241, og håndfæstningerne var også begrænsninger af kongens magt. Borgerskabet var ikke tilfreds med deres økonomiske magt. I 1700-tallet krævede de med deres friheds- og lighedsideologi politisk indflydelse. Embedsmandsstaten med bureaukrati og juridisk uddannede embedsmænd opstod i perioden 1800-48. Den egentlige danske retsstats fødsel sættes ofte til 1849. Men demokratiet var på dette tidspunkt stærkt begrænset. Der skulle gå over 50 år, før flertallet overhovedet fik stemmeret.

 

De første engelske ansatser til retsstat eller forfatning var Magna Charta 1215. Berømtest er den engelske glorious revolution 1688 og the Declaration of Rights 1689. Declaration of Rights var sikringen af rettigheder og begrænsning af kongens magt: kongen stod ikke over loven. Den forbød kongen at ophæve love eller dispensere fra dem uden parlamentets samtykke. Denne elementære forfatning skulle beskytte friheden. 1689 udsendte John Locke sine to berømte Afhandlinger om statsstyre, som ofte kaldes liberalismens grundlæggelsesskrift. Her bakkede han revolutionen op og definerede det, der senere skulle kaldes liberalismen, som først og fremmest var rettigheder og sikring af individets frihed. Væsentlig var den private ejendomsret. Små 100 år senere (1776) kom Adam Smiths berømte værk, der præsenterede markedet. Og endnu senere kom noget, vi kunne kalde demokrati. Kvinder fik først valgret 1918, nogle år senere end i Danmark.

 

Retsstatens før-demokratiske fødsel kan tolkes i to modsatte retninger. Dels kan man med samfundsforskeren Jørgen Møller hævde, at retsstaten er en betingelse eller forudsætning for demokratiet. Det er mere rigtigt end det gængse synspunkt, at demokrati er lig med retsstat, eller at retsstaten er demokratiets strålende højdepunkt. Jørgen Møller brugte pointen til at forklare, hvorfor det er så svært at skabe demokrati i den tredje verden og i de tidligere kommunistiske lande: de mangler retsstaten, og derfor udvikler demokratiet og markedet sig skævt. I øvrigt er det økonomerne, Jørgen Møller opponerer imod. Tidligere dominerede den opfattelse, at blot man liberaliserede og privatiserede, dvs indførte markedsøkonomi, ville alt gå godt. Men i 1990-erne begyndte dette at vise sig uholdbart. Derfor kom der omkring år 2000 en ny opfattelse, der betonede nødvendigheden af at skabe de rigtige institutioner først. Altså en erkendelse af institutionernes og retsstatens betydning for demokratiets og markedets funktion.

 

En modsat tolkning af retsstatens før-demokratiske opståen understreger, at retsstaten er skabt af et ikke-demokratisk samfund, dvs skabt af et herskende mindretal. Og retsstaten er fulgt med og blevet videreudviklet, da demokratiet opstod. Retsstaten er en før-demokratisk rest, som vi stadig slæber videre med, og som oven i købet søges styrket og udvidet.

 

Man kunne sige, at der nu var mulighed for at begrænse retsstaten. Magthaverne er væk. Folket behøver vel ikke at forpligte sig til ikke at begå overgreb mod sig selv. Utvivlsomt har den toneangivende elite efter 2. verdenskrig frygtet, at folket kunne lade sig forføre af farlige politikere. Frygten for en ny nazistisk stats opståen var forståelig. Men det er ikke nogen holdbar ide at have en retsstat til at sikre folket mod sig selv. Og det oven i købet på en måde som er bestemt af eliten.

 

Juristerne tager magten.

En ting er retsstaten som uproblematiseret sættes lig med demokratiet, som så at sige lægges i juridiske lænker. Liberalismen lægger mere vægt på jura og økonomi end på politik. Hvad værre er: juraen vinder stadigt større magt. Juraen vil efterhånden tage mere og mere af den lovgivende magt fra politikerne. Når Mouffe og Barber hævder, at menneskeretsjura er en begrænsning af folkestyret, synes udviklingen at pege mod endnu større indskrænkning af folkestyret.

 

”Danmark er ved at blive et rettighedssamfund.” Således skriver Helle Porsdam i en fremragende lille bog, Fra pax americana til lex americana, som er en del af magtudredningen. Under påvirkning fra USA foregår der en retliggørelse af samfundet. USA har nemlig en lang tradition for, at Højesteret går ind i politikken, idet den fortolker forfatningen ”dynamisk”, dvs kreativt. Forfatningen tolkes i lyset af de nyeste udviklinger og tendenser i samfundet. Dermed ændrer Højesteret lovligt til ulovligt eller omvendt. Den amerikanske tradition for juridisk aktivisme går helt tilbage til John Marshall, der var leder af den amerikanske højesteret, som 1803 indledte traditionen for en aktiv højesteret. Den aktive højesteret overvåger, om lovgivningen er i overensstemmelse med forfatningen. Ofte er det forskellige tilføjelser (amendments) til den amerikanske forfatning, der bruges som fortolkningsgrundlag. De 10 første Amendments kom 1791 og kaldes The Bill of Rights, rettighedskataloget. De 5 næste Amendments kom i forbindelse med borgerkrigen mellem nord- og sydstaterne 1861-65 og handlede om sikring af rettigheder til de sorte. Disse Amendments har oftest været brugt mod statslig indblanding og til sikring af laissez-faire og individets rettigheder. 1954 kom der en højesteretsdom, der erklærede raceadskillelse for forfatningsstridig. 1973 indførtes på samme måde fri abort. Mens højesteret i USA uden om den politiske debat har indført fri abort, er en sådan ændring i Danmark foregået via politisk debat og lovgivning. Hvilket turde være mere demokratisk.

 

Den juridiske aktivisme eller retliggørelsen kom til Tyskland 1949. Som et led i tæmningen af Tyskland efter naziregimet fik man en Forfatningsdomstol. Via EU og globaliseringen breder retliggørelsen sig, også til Danmark.

 

Danmark fik den juridiske aktivisme 1996. Dette år anlagde 11 borgere sag mod Poul Nyrup Rasmussen. 1999 kom Tvinddommen. Juristen Hjalte Rasmussen er begejstret og kalder det overgangen til demokrati med konstitutionalisme. Tidligere måtte vi nøjes med demokrati uden konstitutionalisme, som han foragteligt kalder ”flertalsdiktatur”. Konstitution betyder forfatning, grundlov. Men vi havde jo også en grundlov før 1996. Så han må mene, at forfatning ikke er nok. Men at forfatningen dels skal overvåges af jurister, dels skal juristerne hele tiden tolke forfatningen dynamisk, dvs omtolke den ud fra juristers opfattelse af tidsånden.

 

Hjalte Rasmussen bidrager aktivt til at give juraen større vægt på politikkens bekostning. Retliggørelsen fremmes gennem globaliseringen og EU. Menneskerettighederne og EU-forfatningen tydeliggør problemet. Begrundelsen er hensyn til mindretallene. Forfatningen og domstolene skal sikre, at flertallet ikke krænker mindretallenes rettigheder. Multikulturalismen er en konsekvens af denne retliggørelse.  

 

Det uheldige er, at lovgivningen delvist flyttes fra folketinget til domstolene. Helle Porsdam skriver, at der sker et skift fra politik til jura. Hun er enig med juristen Gorm Toftegaard Nielsen, der siger, at domstolenes voksende retsskabelse flytter magten fra de folkevalgte til en elite af dommere. For Helle Porsdam er retliggørelse et led i udviklingen fra borger til forbruger. I USA indgår juraen meget mere i folks liv og dagligdag end i Europa. Folk vil ikke finde sig i noget, men anlægger retssag mod gud og hvermand. Og TV-serier om jurister, dommere og retssager er yderst populære. Dette samfund, hvor borgeren er reduceret til forbruger, og hvor politik i egentlig forstand er erstattet af forbrug og jura, er ikke efterlignelsesværdigt. Alligevel får vi noget lignende gennem globaliseringen, der reelt indebærer amerikansk påvirkning.

 

Retliggørelsen af samfundet ses af de politisk korrekte som en udvidelse af demokratiet. Jeg ser det med Helle Porsdam som en afpolitisering og en yderligere indskrænkning af demokratiet. Ifølge Mouffe er højrepopulister som f. eks. Dansk Folkeparti en protest mod disse overgreb på folkestyret. Derfor er det ingen tilfældighed, at ordet populisme i samme periode er blevet et entydigt skældsord, hvor det tidligere var tvetydigt, dvs både positivt og negativt.Det første europæiske eksempel på populisme var de russiske narodnikere (=folkevenner) i slutningen af 1800-tallet. Narodnikerne solidariserede sig med bønderne, som var det store befolkningsflertal. Narodnikerne ville undgå kapitalismen og bygge videre på bøndernes landsbyfællesskab, miren. Senere opstod et politisk parti , som videreførte narodnikernes tanker. Dette parti, De socialrevolutionære, blev ved det frie valg 1917 langt det største parti. 36 millioner havde stemt. Af dem stemte 9 millioner på bolsjevikerne, men 21 millioner på de socialrevolutionære. Dette kunne Lenin ikke acceptere. Den nyvalgte konstituerende forsamling opløstes andendagen efter sin sammentræden. Proletariatets diktatur var en realitet.  

 

Også i nutiden findes populister, der både kan kaldes venstreorienterede og højreorienterede. Lad mig nævne Lasch, Ottar Brox og delvist Mouffe og Laclau. Men i løbet af de sidste 20 års tid er begreberne folk og populisme blevet gjort til utvetydige skældsord. Det var de ikke ved SF´s skabelse. Man vovede dengang at tale om Socialistisk Folkeparti. I udtrykket folkeparti lå en indrømmelse af en populistisk arv.

 

Multikulturalismen som eksempel.

Multikulturalismen er eksempel på en ideologi, som eliten søger at presse ned over folket. Det sker ikke via en politisk debat, men tværtimod via vildledning og skældsord. Multikulturalismen er ikke en sociologisk kendgerning. Multikulturalisme er en filosofi eller ideologi, der foreskriver en række påbud og forbud. Danskerne søges tvunget til at bifalde denne modsigelsesfulde og uholdbare ideologi. Eliten drejer betydningen af ordet over på den kendsgerning, at der faktisk er mange andre kulturer repræsenteret i Danmark. Men det forhold at der er mange muslimer i Danmark, er ikke ensbetydende med multikulturalisme. Multikulturalismen er ikke en (sociologisk) kendsgerning, men en filosofi, som ikke kan defineres entydigt, men som indebærer mindretals ret til at bevare deres kultur. Som indebærer forbud mod diskriminering. Som kan indebære positiv særbehandling (”omvendt diskriminering”)- i USA f. eks. I Danmark benytter vi hellere mangfoldighedsstrategi (diversitet). Det betyder, at vi præmierer organisationer, virksomheder der inddrager forskellige køn og kulturer. Multikulturalismen indebærer et næsten-forbud mod at tale om Danmark, danskere og dansk kultur eller at tildele kristendommen en særlig plads i Danmark. Det absurde i multikulturalismen formuleres af den amerikanske sociolog Michael Walzer, der i et interview sagde, at selv om Frankrig tog imod mange indvandrere, er det ikke indlysende, at Frankrig til gengæld skal afstå fra at fejre den 14. juli!

 

Der må skelnes klart mellem sociologisk kendsgerning og politisk ideologi, mellem kendsgerninger og normer. Sammenblandingen af den sociologiske kendsgerning og den politiske ideologi eller norm benyttes af multikulturalisterne som våben. Når Karen Jespersen protesterer mod multikulturalismen, protesterer hun ikke mod muslimers tilstedeværelse i Danmark. Hvilket multikulturalisterne vil have os til at tro. Men det er ideologien multikulturalisme, Karen Jespersen protesterer imod. Den vil hun ikke acceptere.

 

 Multikulturalismen er en modsigelsesfuld og ekstrem filosofi. Den er efterhånden accepteret af eliten og mange politikere. Og en af årsagerne til denne accept er utvivlsomt juridisk aktivisme, som praktiseres ved EU-domstolen, menneskerettighedsdomstolen og efterhånden også danske domstole. Multikulturalismen hævdes at bestå i en korrekt tolkning af forskellige menneskerettighedsdokumenter. Men disse dokumenter er ikke entydige. De kan tolkes forskelligt. Der eksisterer en frygt for at være politisk ukorrekt, også blandt jurister. Det bevirker, at man yderst sjældent oplever kompetente jurister, der tør fremsætte andre tolkninger end menneskeretseksperten Morten Kjærums. Et enkelt eksempel er juraprofessor Mads Bryde Andersen, der fastholdt, at der ikke er enighed om Morten Kjærums fortolkning, som ofte fremføres som den skinbarlige og utvetydige sandhed.

 

For at sikre retsstat og menneskerettigheder har EU etableret et overvågningscenter i Wien, der skal overvåge EU-landenes praksis og påse og påtale enhver diskriminering . Centret hed 1997-2007 Det europæiske Observationscenter for Racisme og Fremmedhad (EUMC) og blev 2007 afløst af Agenturet for Grundlæggende Rettigheder (FRA). Den ny direktør hedder Morten Kjærum!

 

Videnssamfundet skaber problemer for demokratiet.

Der vil altid være en elite i et samfund. Det er oven i købet en både god og naturlig ting. Især hvis eliten spiller sammen med folket. Problemet er, at eliten også kan hæve sig over folket og ikke føler sig forpligtet over for folket og ikke tager folkets tanker, problemer og bekymringer seriøst. Manglende kommunikation mellem elite og folk skaber polarisering og modsætningsforhold. Det gør eliten mere elitær og folket lidt dummere.

 

Nestoren inden for politisk videnskab, Robert Dahl, skrev for en del år siden, at der i det moderne komplicerede samfund ville opstå problemer for demokratiet. Han skrev i bogen Democracy and Its Critics om demokratiets 3 faser. Først den græske bystat, så nationalstaten og nu tredje fase, det dynamiske pluralistiske samfund. Eksperterne vil nødvendigvis få mere og mere magt, hvilket vil blive et demokratisk problem. Dahls bog er fra 1989, hvor man endnu ikke betragtede videnssamfundet som en kendsgerning. Men videnssamfundet synes til fulde at bekræfte Dahls bekymringer. Videnseliten er blevet dominerende.

 

En ting er behovet for eksperter. En anden ting er intellektuelles behov for at påtvinge andre deres opfattelse af det gode og af demokrati. Dahl bruger Platons udtryk vogterne, om end lidt anderledes end Platon. Platon var ikke demokrat og ønskede, at samfundet skulle styres af filosoffer som ham selv. De vidste bedst, hvad der var det gode. Dahl kalder dem filosof-konger. Og han nævner, at andre har haft samme forestillinger. Lenin mente således, at kommunistpartiet var en avantgarde, der bedst forstod, hvordan socialismen skulle udvikles. Derfor skulle de bestemme, så ville de andre efterhånden følge trop. Avantgarde betyder fortrop. Man kunne hævde, at de intellektuelle i dag nok går ind for demokrati. Men da de betragter sig selv som avantgarde, er det nærliggende, at de søger at begrænse flertalsstyret ved hjælp af retsstat, retliggørelse og omdefinering af begreberne. Dahl stiller da også spørgsmålet, om vi fremover vil få demokrati eller vogterskab, dvs et samfund styret af filosof-konger, der ved bedst.

 

For Dahl er problemet, at ekspertstyre er udemokratisk. For mig er det endnu værre. Eksperters politiske opfattelser og råd er nemlig ofte fejlagtige og i unødig modstrid med almindelige menneskers opfattelser For det første tænker videnseliten ud fra deres egen klasse og livsform. Jurister tænker ud fra, hvad førende jurister tænker. Danske jurister ligger under for, hvad europæiske og internationale jurister tænker. Få jurister bekymrer sig om, hvad almindelige danskere tænker. De intellektuelle tænker stort set som intellektuelle i andre lande. De har mere til fælles med den globale elite, end de har med deres egen befolkning. Globaliseringen kunne betragtes som den globale elites sammensværgelse mod de lokale befolkninger. Det er en opfattelse, som forfatterne Christopher Lasch og Benjamin Barber har udtrykt.

 

Jurister synes ikke blot at være domineret af internationale kolleger. De ligger også under for andre eksperter. Ved en retssag om indvandrere og racisme slog domstolen fast, at racisme i dag betyder noget andet, end det gjorde for mange år siden. Juristerne havde lagt mærke til, at ordet racisme i løbet af de seneste årtier har skiftet fuldstændig betydning. Det er sket i den sociologiske debat, hvor racismebegrebet siden 2. verdenskrig gradvis er kommet til at betyde alt muligt andet end det, almindelige mennesker forbinder med ordet. Domstolen tænker ud fra sociologernes forståelse. Det bekymrer dem ikke, at sociologernes definition afviger fra den gængse opfattelse af racisme. Det at definere racisme er ikke et rent sociologisk spørgsmål. Det er et politisk spørgsmål. Det er ødelæggende for både retsbevidsthed og demokrati, hvis folket mister retten til sproget.

 

Sørlanders kritik af forfatningsfundamentalismen.

Mens Mouffe ser modsætningen mellem demokrati og retsstat, men alligevel fastholder en kobling mellem dem,  og mens Helle Porsdam nøjes med at kritisere den stigende retliggørelse, går den danske filosof Kai Sørlander et skridt videre. Ikke blot kritiserer han retliggørelsen, og ikke blot er han kritisk over for retsstaten, men han stiller endog spørgsmålstegn ved selve forfatningen eller grundloven, som han kalder en basislov. Forfatningen eller grundloven kan være en midlertidig erstatning for en grundfæstet demokratisk overbevisning hos befolkningen. Men den er og bliver en erstatning. Det ideelle er selvsagt, at befolkningen har en klar forståelse af demokratiet og vilje til at fastholde dette. Hvis befolkningen har en svag opfattelse af demokratiet, eller hvis den nærer  antidemokratiske opfattelser, kan forfatningen kun midlertidigt hindre katastrofen. Den aktive dyrkelse af demokratiske opfattelser hos befolkningen er bedre end en forfatning.

 

Forfatning + retsstat bidrager til at svække befolkningens årvågenhed, engagement og ansvarsfølelse. Sørlander bruger eksemplet England som udtryk for, at et land godt kan klare sig uden en nedskreven forfatning.

 

Kritik af den firkantede sekularisme.

Dogmet om adskillelse mellem religion og politik, dvs sekularismen, er et af de helt grundlæggende træk ved det liberale demokrati. Enhvert forsøg på at smugle religiøse argumenter ind i den offentlige debat tilbagevises.  

 

Professor Ole Wæver har gjort sig til talsmand for en mindre firkantet sekulariseringsopfattelse. Han hævder, at sekulariseringen ofte bliver til en ideologi, sekularismen. Denne ideologi hævder, at sekulariseringen er en sandhed, og at adskillelsen er en klar og indlysende sag, og at det er det, vi har, og som vi bør udbrede til alverden. Men Wæver påpeger, at den hverken er indlysende eller klar. Vi har forskellige måder at adskille religion og politik på i den vestlige verden. Og vi overtræder ofte selv påbudet om adskillelse. Adskillelsen er ikke en sandhed, men politik. Og muslimer må uundgåeligt opfatte vores snak om sekulært demokrati som en trussel mod deres religion og kultur. For dem at se er sekularisme lig med anti-religion. For dem er vores ”humane” udbredelse af sekulært demokrati et frontalangreb på dem og deres kultur.

 

Wæver foreslår, at vi prøver at se mere fleksibelt og realistisk på adskillelsen. Den kan foregå på mange måder. Og religiøse argumenter må have lov til at indgå i den politiske debat på lige fod med andre argumenter. Og må tilsvarende kunne imødegås med andre argumenter. Dette vil efter Wævers mening give os et sandere billede af forholdet mellem religion og politik, dvs give os en bedre, en mere realistisk offentlig debat. Trods alt findes der kristne borgere i EU. I USA findes der oven i købet mange. Men det sekulære EU tillader ikke katolikker på ledende poster, hvis de lufter deres kristne synspunkter offentligt. Desuden vil det mindske muslimers frygt for, at vi er ude på berøve dem deres religion.

 

Gensyn med sekularismen.

Jeg har lyst til at gå videre end Ole Wæver. Det må huskes, at sekularisering ikke blot betyder adskillelse af politik og religion.  Ofte har sekularisering været set som verdsliggørelse eller afkristning. Dette er igen blevet forstået på to vidt forskellige måder. Dels frygtede kristne, at kristendommen ville forsvinde. Dels regnede sociologer og andre intellektuelle med, at kristendommen ville forsvinde. Sekulariseringen har for nogle været en trussel og for andre en sociologisk lovmæssighed- og for ivrige ateister en forhåbning. På den ene side har nogle påstået, at reformationen + oplysningsfilosofien + sekulariseringen har vist sig at føre til religionens næsten-afskaffelse i Vesten. Ivrige protestantiske teologer lukker øjnene for den kendsgerning, at ganske vist har vi fået sekulariseringen som adskillelse af religion og politik. Men reelt har det ført til religionens afskaffelse eller forsvinden. Den amerikanske sociolog Peter Berger, der både er kristen og konservativ, indrømmer, at kristendommen, især i den protestantiske udformning, er den religion, der har afskaffet sig selv.

 

På den anden side er religionen ikke forsvundet på den måde, sociologerne havde regnet med. Til sociologers overraskelse findes der stadig religion. Man hører endog om kristne intellektuelle. Desuden har vi fået ny-religiøsitet, New Age. Denne ny-religiøsitet eller spiritualitet er ikke religion, men er en individualiseret form for religiøsitet. Den kan socialt og sociologisk ikke erstatte religion, som er et kollektivt fænomen. Men for den enkelte fungerer den som en slags religionserstatning.

 

En anden amerikansk konservativ sociolog, Daniel Bell, har skrevet en artikel, hvor han tager sekulariseringstesen op til nyvurdering. Han tvivler på, at et samfund uden religion er holdbart. Han mener, at vi har behov for en (ny) religion. Religion- eller Gud- er det eneste, der kan sætte de nødvendige grænser. Menneskene som enelovgivere er ude af stand til at sætte grænser for sig selv. Grænser og selvbegrænsninger som er nødvendige både af hensyn til økologien og af hensyn til samfundets beståen. Jeg er tilbøjelig til at give Berger og Bell ret.

 

Sekulariseringen har næsten fjernet religionen. Spørgsmålet er imidlerid, om den ikke også er ved at fjerne politikken og demokratiet.

 

Fjernelsen af alt det vigtige.

En af årsagerne til adskillelsen af religion og politik var ønsket om at undgå blodige religionskrige. Ved at gøre religion til en privatsag håbede man, at folk politisk skulle diskutere mindre farlige emner. Desuden betød liberalismens fokus på arbejde og økonomisk vækst, at folk kunne blive optaget af andre gøremål end farlige religiøse uenigheder.

 

Hvad man ofte overser, men hvad Chantal Mouffe nævner, var det ikke alene religionen, der fjernedes fra politikken. Det samme gjaldt moral. Moral-diskussioner kan let skabe store uenigheder. For at undgå ørkesløse moralske stridigheder fjernedes også moralen fra politik. Mouffe skriver om de to store samfundsvidenskabelige navne Jürgen Habermas og John Rawls, at de ønsker et rationelt demokrati, hvor man via fornuftige samtaler opnår enighed. Men de betaler den pris at udelukke alt væsentligt fra politikken. Religion og moral privatiseres, politikken bliver upolitisk, dvs ”saglig” og ”rationel”, og jura bliver dominerende.

 

Mouffe tror imidlertid ikke på det rationelle demokrati. Uenighed og konfrontation er uomgængelige fænomener. Det er vigtigt at indlemme de væsentlige diskussioner i politikken. Højrepopulisterne kan betragtes som dem, der aggressivt forsøger at inddrage udelukkede emner i politikken. Det giver slagsmål. Men det holder også liv i politik og demokrati. Nogle vil indvende, at genindførelse af væsentlige emner i politikken vil begrænse den enkeltes frihed og rettigheder. Og at pluralismen vil blive begrænset. Men det er en pris, vi må acceptere.

 

Forbud mod perfektionisme.

Det liberale samfund lægger vægt på individets frihed og rettigheder og på pluralismen. Dette indebærer et forbud mod at forpligte samfundet og politikken på konkrete værdier, fordi det netop ville begrænse individets frihed og pluralismen. Dette forbud omtales i faglitteraturen som forbudet mod perfektionisme. Samfundet kan ikke have et fælles ideal for det gode.

 

Den berømmede filosof John Rawls går langt i den anti-perfektionistiske retning. Han hævder således, at et liberalt samfund principielt hverken kan støtte kernefamilie eller kunst. Det ville være et utilladeligt indgreb i individets frihed. Ikke des mindre støtter mange liberale samfund kunsten- og eventuelt kernefamilien. Kunst og videnskab er mønstereksemplet på den liberale frihed og autonomi (selvbestemmelse). På den ene side kræver eliten, at samfundet støtter kunst og videnskab. På den anden side kræver den, at kunstnere og forskere suverænt selv skal bestemme, hvad de vil lave. I Danmark har vi et princip, der hedder armslængdeprincippet, et princip, som første gang blev brugt af Jytte Hilden. Princippet betyder, at samfundet støtter kunsten. Men politikerne skal holde sig på armslængdes afstand af kunsten. Kunstnerne og kunsthistorikerne skal nok selv bestemme.

 

I ethvert andet perspektiv end liberalismens er dette synspunkt vanvittigt. Samfundet har pligter over for kunsten og støtter den. Til gengæld har kunstnere også pligter over for samfundet og må føle sig forpligtet til at skabe kunst til glæde og udbytte for samfundets borgere. Mens kunstnerne nu alene føler sig forpligtet over for kolleger, gallerier og kritikere. Kunsten og videnskaben er et krystalklart eksempel på elitens ret til at bestemme. Ved indgangen til kunstnerens atelier og til forskerens laboratorium standser demokratiet.  

 

Et godt samfund kan ikke eksistere med elitens herredømme. Der må på samfundsniveau eksistere værdier, der er forpligtende og retningsgivende. Og demokratiet kan ikke acceptere at standse foran kunstnerens og forskerens dør. Det resulterer i dårlig kunst og kunstnernes foragt for folket og samfundet. Samt i verdensfjern samfundsvidenskab, som forskerne ikke gider debattere med borgerne.

 

Hvem bestemmer, hvad demokrati er?

Flere af de vigtige politiske begreber er flertydige. Vi gør os sjældent klart, at vi er uenige om betydningen af de centrale politiske begreber. I virkeligheden er der stor uenighed om, hvad demokrati er. Men det vil eliten og politikerne helst lukke øjnene for. Mange i udviklingslandene ikke ønsker demokrati, fordi de ser, hvordan det hos os resulterer i religions- og samfundsopløsning. Andre ønsker ganske vist demokrati. Men de forstår demokrati anderledes, end vi gør.

 

Vi lever i et videnssamfund, hvor den intellektuelle elite får stor magt. Det gør den ukritisk over for udviklingen. Den intellektuelle elite har ganske vist tidligere haft en stolt tradition for at være samfundskritisk. Men i videnssamfundet er det hele vendt på hovedet. Nu er det den akademiske elite, der er herskende klasse og forsvarer udviklingen med næb og klør. Mens  almindelige mennesker kritiserer udviklingen. Eliten svarer ved at skælde ud på folket. Folk og populisme gøres til skældsord.

 

Eliten og politikerne må se i øjnene, at der eksisterer flere forskellige opfattelser af, hvad demokrati og retfærdighed er. Ikke kun én af dem er rimelig og legitim. Derfor er det klogt at tage højrepopulismen alvorligt og ikke at nøjes med at skælde den ud. Mine to guruer, Chantal Mouffe og Ernesto Laclau fastslår som nævnt, at højrepopulismen er den eneste egentlige samfundskritik i dagens samfund. De fastslår endvidere, at populismen ikke blot er nødvendig. De hævder endog, at uden populisme dør både demokrati og politik.

 

Hvis vi skal undgå demokratiets og politikkens forfald og en ødelæggende samfundsudvikling, må der skabes et virkeligt folkestyre. Flertallet tages alvorligt og må udgøre kernen i folkestyret.  Flertallet skal ikke fortsat slæbes gennem udviklinger og ”fremskridt”, som de er modstandere af. Eliten har vænnet sig til, at den som folkets avantgarde ved bedre. Den tror, at flertallet efterhånden vænner sig til udviklingen og bliver glade for den. ”Folk er i begyndelsen modstandere af fremskridt. Bagefter bliver de glade for det, de troede, de ikke kunne lide.” Det er avantgardens melodi. Men den er falsk. Folk bliver ikke glade bagefter. I virkeligheden findes der megen frustration og vrede i folket over tidligere ”fremskridt”, som eliten har skaffet dem på halsen. Meget af højrepopulismens aggression skyldes ikke bare konkrete nutidige udviklinger, som folk er modstandere af. Aggressionen bygger også på ophobet vrede og frustration over fortidige forløb, hvor de har måttet finde sig i dårlige ”fremskridt” og i elitens foragt. Den danske højrepopulisme begyndte ikke med Glistrup. Den begyndte i 1965 med oprøret mod moderne kunst og med elitens foragt for det folk, der skulle betale for en kunst, det ikke ville kendes ved. Det var rindalismen. Læg mærke til, at det stadig er et skældsord. Selv om den egentlig kun udtrykte en legitim utilfredshed med kunstens og kunstfondens udvikling.

 

Det er nødvendigt at skabe et folkestyre, hvor eliten oplyser folket, og eliten lader sig oplyse af folket, og hvor flertallet bestemmer. Der må gøres op med indskrænkninger af folkestyret i form af forudgiven dogmatik som retsstat og retliggørelse. Skal vi fortsat have en retsstat, må den vedtages af flertallet efter en grundig diskussion. Endvidere må udviklinger bremses, som fremskynder elitens magtovertagelse. EU-forfatninger som befolkningen ikke accepterer har givet anledning til letsindig snak om, at den slags emner er for indviklede for almindelige mennesker, og derfor skal forfatningen vedtages af de folkevalgte alene. Det er en falliterklæring. Men desværre er det kun ét af mange udtryk for fraværet af egentlig folkestyre.