08.02.2015
Kategori: Filosofi, Sociologi

Fællesskabsfilosofier


I det moderne vestlige samfund tror vi på det autonome individ. Det autonome individ er uafhængigt af traditioner og fællesskab. Alle andre kulturer tror på fællesskabet. Det gjorde vi også for ikke længe siden. Alligevel tillader vi os at omtale vores individualistiske og egoistiske kultur som universel. Men vores kultur er helt speciel- den er ekstrem. Det er snarere de andre kulturer, der er universelle. Heldigvis dukker der i nutidens moderne samfund bevægelser og filosofier op, der sætter fællesskabet i centrum. Fællesskab og solidaritet er nødvendig for at standse samfundets opløsning og løse vores største problemer.

 

Kommunitarismen

Den kendteste nyere fællesskabsfilosofi er kommunitarismen, der opstod i USA i 1980-erne, det årti, hvor både nyliberalismen og globaliseringen fødtes. 1980 stod vi over for et afgørende valg. Kommunitaristerne må have anet, at nyliberalismen, globaliseringen og den ekstreme individualisering ville begynde at underlægge sig hele verden. 1980 begyndte kommunitarismen, der bygger på tradition og lokalsamfund. Den nedtoner individ og rettigheder og betoner fællesskab og pligter. Hovednavnene er Charles Taylor, Michael Sandel, Michael Walzer og Amitai Etzioni.

Kommunitarismen tager afsæt i Aristoteles og Hegel. Aristoteles så mennesket som et socialt væsen. Hegel kritiserede Kants begreb det autonome individ og hævdede, at vi netop er afhængige af hinanden. Hegel lægger vægt på anerkendelsen, der bygger på denne afhængighed. Vi er afhængige af hinandens anerkendelse.

 

Både lokalsamfund og nation ses som fællesskab. Amitai Etzioni, kommunitarismens chefideolog, har ofte været i skænderi med ACLU, en borgerretsorganisation der aktivt og kompromisløst hævder individets rettigheder. Over for dem påstår Etzioni, at samfundet har lov til at tilsidesætte ekstreme tolkninger af rettigheder, når det vil beskytte sig selv. Michael Walzer parodierer multikulturalismen: først skal Frankrig tage imod alle mulige indvandrere. Dernæst skal franskmændene give afkald på trikoloren for ikke at krænke indvandrerne. Walzer sammenligner fællesskabet med en forening. Det er fællesskabet, der godkender medlemskab. Et forpligtende fællesskab har ikke totalt fri adgang. Det liberale ”åbne samfund” er derfor et samfund under opløsning.  

 

Robert Putnam blev berømt for sin kritik af fællesskabets forfald i USA. Bogtitlen ”Bowling Alone” er sigende: Før bowlede vi sammen. Nu bowler vi alene. Han fremfører en række provokerende påstande om fællesskabets værdi: ægtepar er lykkeligere end enlige. Det at tilslutte sig en gruppe er lige så gavnligt for ens helbred som at holde op med at ryge. Putnam citerer Martin Seligman: Vi har det dårligt, fordi vi foretrækker personlig kontrol og autonomi frem for pligt og fællesskab. Sociologen Alan Wolfe hævder, at samfundet består af tre sfærer, der har hver sin videnskab og moral. Markedet har økonomien. Staten har politologien. Og det civile samfund har sociologien. Wolfe betoner det civile samfund, der bygger på solidaritet. Han hævder, at både marked og stat kan bidrage til det civile samfunds og solidaritetens forfald. Her adskiller han sig velgørende fra gængse højre- og venstreorienterede. Højreorienterede hævder, at (velfærds)staten nedbryder civilsamfund og moral. Venstreorienterede hævder, at markedet nedbryder civilsamfund og moral.

 

Kommunitarismen er tilbøjelig til at overse to problemstillinger, dels økologien, dels den tredje verden. Derfor er det velgørende, at en af økologiens førende tænkere, Herman Daly, i sit hovedværk sætter det bæredygtige samfund ind i en kommunitaristisk ramme. Dalys hovedværk har titlen ”Det fælles bedste. En økologisk økonomi for fællesskab og fremtid.”

 

Liberalistisk retfærdighed vs kommunitaristisk moral

Perfektionismen er en omstridt filosofi, der fordømmes af liberalismen. Liberalismen hævder, at samfundet skal være neutralt. Det enkelte individ bestemmer selv, hvad der er god moral. Det skal staten/samfundet ikke blande sig i. Staten bygger derfor på neutralitet og procedural retfærdighed. Procedural retfærdighed angiver metoden til at finde det retfærdige, som er et politisk fænomen. Kommunitarismen derimod hævder perfektionismen. Kommunitarismen fastholder, at samfundet bygger på moralske begreber om det gode liv. Alle livsformer er ikke lige gode. Derfor skal man prioritere- ikke være neutral. Kommunitarismen kaldes ofte nykonservativ.

 

Tidligere fællesskabsfilosofier

Personalismen opstod i 1930-ernes Frankrig. Katolicismen var udgangspunktet. Der foreligger en dansk introduktion til personalismen, Jonas Norgaard Mortensens ”Det fælles bedste”. Jonas Norgaard Mortensen omtaler ikke blot de gængse navne, Marcel, Mounier og Maritain. Han inddrager en række navne, som det er overraskende og spændende at se omtalt som personalister. Desuden gør han opmærksom på, at kristendemokraterne efter 2. verdenskrig omformer personalismen til politik i Europa. Hovedpersoner i EU’s historie var personalister: Schumann, Monnet, de Gasperi, Adenauer, Delors og Van Rompuy. Konkret drejer det sig om nogle katolske partier, kristendemokraterne, der i årtier spillede en stor rolle. Han tilføjer, at den største gruppe i Europaparlamentet er det kristendemokratiske EPP, der kalder sig en personalistisk bevægelse. Det er en uhyre interessant kendsgerning, som burde fremhæves i EU-diskussionerne.

 

Udgangspunktet er det relationelle menneske, personen. Heraf følger en betoning af fællesskabet, især det nære fællesskab, lokalsamfundet. Ved at betone det relationelle menneske undgår personalismen både liberalismens individualisme og socialismens kollektivisme. Menneskets frihed er ifølge personalismen ikke frihed fra andre mennesker, men frihed gennem medmennesket. ”Mennesket forløses af at være forpligtet på og tjene medmennesket”. Ved at se mennesket som relationelt, bliver fællesskabet en forudsætning for mennesket, for personen. Deltagelse er målet, og fremmedgørelse er det negative. Fremmedgørelse er afpersonalisering, som plager den moderne verden.

 

Dansk Samling opstod 1936. Den er skabt af Arne Sørensen, der havde mange modstridende opfattelser og aldrig blev helt afklaret. Hans hovedværk ”Det moderne menneske” kom 1936. Det er en civilisations- eller kulturkritik. Han betvivlede demokratiet og så en periode op til Hitler. Men han og Dansk Samling endte med at gå ind i modstandsbevægelsen, hvor de spillede en betydningsfuld rolle. Hans tidsskrift hed Det tredje Standpunkt. Han så Dansk Samling som en tredje vej mellem kapitalisme og socialisme. Især 3 ideer satte han højt: kristendom (grundtvigianisme), nationalisme og socialisme. Arne Sørensen følte en periode sympati for nationalsocialismen (nazismen), som han undsagde i 1936. Han forsonede sig med demokratiet, der dog helst skulle være et elite-demokrati, dvs et demokrati styret af de bedste. Dansk Samling støttede således Højgaard-kredsens forsøg på at få en ikke-folkevalgt regering af de bedste mænd i riget med prins Axel som leder. Det var i 1940.

 

Dansk Samling og deres blad ”Nyt fra Dansk Samling” findes stadig. Knud P Pedersen, der havde udgangspunkt i Dansk Samling, gik i 1980-erne ind i bevægelsen Nordisk Alternativkampagne, der arbejdede for et mere økologisk og decentralt samfund som alternativ til EU. I dette arbejde var Niels Meyer (Oprør fra midten) en af de aktive deltagere. DS tilhører nu højrefløjen, og dets hovedindsats er en insisteren på danskhed og den danske forfatning i kamp mod EU og indvandring.

 

Den nyeste markante danske fællesskabsbevægelse er Oprør fra midten 1978. Det var en tredje vej mellem socialisme og liberalisme. Økologien og et decentralt samfund var hovedbudskabet. De borgerlige afviste bogen som skinbarlig socialisme.

 

Kommunitarisme vs. personalisme

Hvis man sammenligner kommunitarisme og personalisme, fremgår det, at kommunitarismen bygger på Aristoteles, Hegel og den afdøde republikanske tradition, mens personalismen bygger på en katolsk tradition for fællesskab. For kommunitarismen er fællesskabet idealet, og lokalsamfund og tradition er afgørende. For personalismen er relationer det afgørende. Men tilknytning og relation er ikke det samme som fællesskab. Personen er det centrale. Personens værdighed må ikke krænkes. Fællesskabet må aldrig gå forud for det enkelte menneske. I kommunitarismen står samfundet på en måde over individet. I et forpligtende fællesskab er den enkelte underordnet fællesskabet og dets værdier. I personalismen står personen over fællesskabet. Der hersker dog en vis uenighed om personalismen. Jonas Norggard Mortensen lægger vægt på at styrke positive relationer. Må man ikke skelne mellem eksistensfilosoffen Marcel og den politiske personalist Mounier? Mounier er mere kontant end Marcel og går ind for politisk og socialt fællesskab, og han foreslår kollektiv fordeling af goderne og fælles ejendomsret til produktionsmidlerne. Mouniers personalisme omtales ofte som kristen socialisme. Det ligner forpligtende fællesskab og ikke blot positive relationer.

 

Liberalistisk kritik af de kommunitære

Jeg vil med udgangspunkt i Henrik Lundbaks doktordisputats om Dansk Samling (Staten stærk og folket frit, 2001) diskutere de hovedindvendinger, der har været rettet mod de kommunitære bevægelser. Lundbak afslutter bogen med et kapitel, hvor han sammenligner Dansk Samling med personalismen og det kristendemokratiske franske parti MRP. Han omtaler også kommunitarismen og bruger ordet kommunitær som fællesbetegnelse for de nævnte partier og bevægelser.

 

Lundbak nævner nogle forhold, der giver anledning til skepsis over for kommunitære bevægelser. Han påpeger, at nazismen kan ses som kommunitær. Og han nævner, at katolikkerne har en tradition for kommunitarisme. Lige som Arne Sørensen og Dansk Samling nærede Mounier først en vis sympati for Hitler og nazismen, men gik senere ind i modstandsbevægelsen. Personalisterne bevægede sig 1942 bort fra Mounier hen mod Maritains tanker om, at demokratiet er funderet på evangeliet snarere end på folkesuveræniteten. Personalisterne så ligeledes demokratiet som baseret på naturret snarere end på folkesuveræniteten. Og de mente, at naturretten havde sin kilde i Gud. Mounier og Maritain blev senere ivrige forkæmpere for menneskerettighederne.

 

Lundbak er skeptisk over for de kommunitære ideologer. Han ser to muligheder. Enten kan disse ideologier ses som et supplement til den liberale tradition for individuelle rettigheder. Det er OK. Eller de kan ses som et alternativ til liberalismen. Det er betænkeligt. Mest positiv er han over for de kristendemokratiske partier, der bygger på en levende folkelig katolsk religion. Disse kristendemokratiske partier afløste efter 2. VK de egentlige personalistiske ideologier. Hvilket han ser som et fremskridt. Jeg ser det som udvanding af personalismens fællesskab. Lundbak har ret i, at vi hverken kan eller bør afskaffe liberalisme og marked. Men det er nødvendigt, at vi beskytter os med et langt stærkere fællesskab og en stærkere betoning af pligt og ansvarlighed.

 

Det store advarselsskilt.

Det er vildledende og uhæderligt at stemple fællesskabsfilosofier som nazisme. Ifølge den individualistiske fundamentalisme er det nazisme at tale om fællesskab, solidaritet og pligt. Det er absurd. Så har de fleste af verdenshistoriens samfund været nazistiske. Det afgørende onde ved nazismen var hverken fællesskab eller nationalisme. Det afgørende var den ekstreme anti-semitisme, hadet til jøderne. Dette had var indbygget i alle nazismens væsentlige politiske begreber og værdier. Den indbyggede racisme fandtes allerede før nazismen. Nazismen tog den op og skærpede den. Nazismen definerede begrebet folk og folkelig (völkisch) racistisk. ”Folk” betød det tyske folk- fraregnet jøder og andre ”urenheder.” Derfor var ordet ”folk” tabuiseret i Tyskland i årtierne efter 1945. Nazisterne så jøderne som hovedårsag til alle problemer: Kapitalismen. Finanskapitalen. Marxismen. Jøderne skulle ikke blot stemples.  De skulle udryddes. Det var kernen i Hitlers nazisme.

 

Hverken personalisterne eller Dansk Samling havde antisemitisme på programmet. Alligevel rammes personalismen og Dansk Samling af nazismebeskyldningen. Det gør kommunitarismen også. Efter min mening skyldes det en fanatisk tro på det totalt frie individ, liberal fundamentalisme. Folk, nationalisme og fællesskab er ikke nazisme, selv om nazisterne misbrugte disse begreber. I Danmark har begreberne folk, folkelig og fællesskab tidligere været stærkt positive begreber. Det bør de fortsat være. Heldigvis ser de ud til efterhånden at blive brugt i voksende udstrækning.

 

Den svenske ekspert i højreradikalisme, Göran Dahl har givet os mere nuancerede redskaber til at skelne. Han skelner mellem konservatisme, radikalkonservatisme og nazisme. Han skelner endvidere mellem radikalkonservatisme og højrepopulisme. Det er en udbredt sport at omtale højrepopulismen som højreekstremisme eller radikalkonservatisme. Men det er ideologisk sjusk. Højreekstremismen og radikalkonservatismen er stærkt afvisende over for både marked og USA. Det højrepopulistiske parti Dansk Folkeparti er glad for markedet og tilbeder USA. Radikalkonservatismen er mere konservativ og højreorienteret end nazismen. Mange taler fejlagtigt om nazismen som det mest højreorienterede. Göran Dahl viser i bogen ”Radikalare än Hitler” (2006), at adskillige tænkere stod til højre for Hitler. Af disse tænkere var de kendteste Oswald Spengler, Martin Heidegger, Carl Schmitt- og stjernen over dem alle: Friedrich Nietzsche. Det er vildledende at kalde Hitler højreekstrem. Det særlige og særligt onde ved Hitler var ikke højreekstremisme, men ekstremt jødehad i teori og praksis.  

 

Til højre og venstre for den liberale midte.

Det er en udbredt misforståelse, at liberalisme og marked ligger til højre. I virkeligheden er liberalismen den politiske midte i moderne samfund. Liberalismen har kæmpet og kæmper stadig for individets rettigheder og traditionens og fællesskabets opløsning. Liberalismen kæmper for fremskridt, frigørelse og marked. Kulturradikalisme og ungdomsoprør er spydspidser for liberalismen. Det er bekvemt for konservative at skælde ud på disse to spydspidser frem for at rette kritikken mod den egentlige ansvarlige: liberalismen! Til venstre og til højre har vi ideologier, der er kritiske over for liberalismen og markedet. I praksis er mange moderne samfund en slags socialliberalisme (eller socialdemokratisme). Meget få vælgere accepterer rendyrket liberalisme.

 

Venstre og højre mødes, når vi bevæger os ud i ekstremerne. Det er derfor vildledende at aftegne ideologierne på en linje, hvor venstre og højre står uhyre langt fra hinanden. En cirkel er bedre. I cirklen mødes de to ”modpoler”. De ligner hinanden. Både venstreekstremisme og højreekstremisme vil afskaffe liberalisme og marked.

 

De talrige forsøg på en ”tredje vej” rummer både venstre og højre. I nazismen mødes højre og venstre: national-socialisme. Men Hitler droppede hurtigt socialismen. Magten var vigtigere. Både kommunitarismen, personalismen og Dansk Samling er kombinationer af højre og venstre. To nyere eksempler er dog en undtagelse. Sociologen Giddens og politikeren Blair skabte The Third Way (Giddens 1998). Giddens definerer Den tredje vej som en overvindelse af socialdemokrati og neo-liberalisme. Oprør fra midten overskrider liberalisme og marxisme og tilstræber ”det humane ligevægtssamfund.” I OFM kan man se tydelige konservative træk. Giddens omtaler sin tredje vej som ”den sociale investeringsstat”. Det er en skønmalet konkurrencestat, totalt indrettet på globaliseringen.

 

Den tilladte kommunitarisme

Republikanismen var før 1800 den dominerende vestlige politiske filosofi. Liberalismen voksede omkring 1800 ud af republikanismen ved at satse ensidigt på individet og dets rettigheder. Omkring 1980 opstod kommunitarismen, som mange opfatter som republikanismens arvtager. Republikanismen lægger vægt på frihed, fællesskab og moralske og politiske pligter (borgerdyder). Det fælles og det offentlige er vigtigere end det private. Endvidere mener flere republikanere, at rigdom let fører til egoisme og moral/politisk forfald, hvilket kaldes korruption. Den store skotske oplysningsfilosof Adam Ferguson stod for denne opfattelse. Ferguson ville sikkert mene, at vi i dag lever i et totalt korrumperet samfund.

 

Quentin Skinner foretog 2002 en opdeling af republikanismen i to traditioner. Det skete for at kunne udskille en kritisabel form for republikanisme og dermed indirekte kritisere kommunitarismen. Nogle kalder de to traditioner værdirepublikanisme og forfatningsrepublikanisme. I værdirepublikanismen (Rousseau) har politisk deltagelse en selvstændig værdi. Politisk deltagelse er kernen i det gode liv. Fællesskab og lighed er centrale. Den anden form er forfatningsrepublikanismen (Machiavelli, Montesquieu). Her har den politiske deltagelse kun instrumentel betydning. Deltagelse er ikke et mål i sig selv, men et middel til beskyttelse af borgernes frihed. Frihed er det vigtigste. For republikanerne er frihed lig med fravær af tyranni. Forfatnings-republikanismen er en minimal kommunitarisme. Den ligner nutidens forfatningspatriotisme, som Habermas er fortaler for. Alene forfatningen har krav på vores loyalitet- ikke kulturen og nationen.  

 

Mange af os mener, at forfatningspatriotismen er for tynd. Et holdbart, engagerende og forpligtende fællesskab er nødvendigt. Det indebærer en bredere kommunitarisme som værdirepublikanismen og 1980-ernes amerikanske kommunitarisme. Der er blandt intellektuelle en blandet holdning til kommunitarismen, dels en vis sympati, dels en udtalt skepsis. Internationale sociologiske stjerner som Habermas, Chantal Mouffe og Axel Honneth søger at kombinere liberalisme og republikanisme. Chantal Mouffe er dog tæt på kommunitarismen. I Danmark er flere yngre konservative akademikere optaget af kommunitarismen. De er dog snarere nationalkonservative. De fokuserer på danskhed og vil hellere begrænse indvandringen, end de vil fremme solidaritet og fællesskab. De udgav en årrække tidsskriftet Nomos, hvor kommunitarismen omtaltes med begejstring.

 

Nomos-kredsen bakker op bag blå blok og ligger tæt på Dansk Folkeparti. DF er et højrepopulistisk parti. Det betyder, at de er stærkt kritiske over masseindvandring. De er yndlingsskydeskive for intellektuelle og kunstnere, som beskylder højrepopulisterne for at være racistiske, ja til tider sammenligner dem med nazismen.

 

Højrepopulismen en reaktion på multikulturalismen, der i hvert fald for Danmarks vedkommende var en ugennemtænkt, selvmodsigende og virkelighedsfjern filosofi. Tidligere havde indvandrere som noget helt naturligt assimileret sig til indvandrerlandets kultur. Det var noget helt selvindlysende og skete uden påbud fra indvandrerlandet. Men de danske multikulturalister hævdede nu, at indvandrerne endelig ikke måtte assimileres, men skulle have ret til at bevare deres kultur. Omvendt skulle danskerne forhandle med indvandrerne om, hvor vidt vi måtte beholde noget af vores danske kultur. ”Integration er en gensidig proces. Integrationen går begge veje,” hed det. De danske multikulturalister burde have læst Charles Taylors autoritative artikel om multikulturalismen (Politics of Recognition 1992). Taylor bygger på Canada, der er multikulturalismens hovedland. Englænderne, franskmændene og indianerne har i århundreder haft hjemme i Canada og har derfor ret til at bevare deres kulturelle selvstændighed. Men multikulturalismen gælder ikke indvandrere! Canada var tværtimod restriktiv og nationalegoistisk over for indvandrere. De modtog begejstret kvalificerede indvandrere og søgte til gengæld at begrænse indvandringen af de ukvalificerede!  Desuden har eliten omdefineret ordet racisme. Det skyldes især engelske sociologer i 1970-erne, Birmingham-skolen. Racisme betyder nu ikke længere biologisk racisme, men kulturel ”racisme.” Denne omdefinering gør det muligt for eliten at ramme partier, der er skeptiske over for islamiske indvandrere. Eliten skælder disse partier ud for ”racisme.” Elitens tåbelige og aggressive multikulturalisme og anti-racisme bidrog kraftigt til at styrke Dansk Folkeparti. 

 

Lys forude?

Fællesskabs- og samfundsopløsningen fortsætter i iltempo. Det totalt individualiserede ”samfund” er et dårligt samfund. Desuden står vi foran to enorme kriser. Den ene er den økonomiske som sikkert vil skabe øget fattigdom og arbejdsløshed i vores del af verden. Dels den økologiske krise som både vil vokse og ramme hele verden. Løsningen af nutidens kæmpeproblemer er umulig uden fællesskab og pligter.