Kategori: Filosofi, Sociologi

Den kvalificerede konservatisme

Seks tilløb til en definition


2013

 

Seks tilløb til en definition

 

Nisbet, en åbenbaring.

En åbenbaring var det at læse The Sociological Tradition af Robert Nisbet. Her hævder den konservative amerikanske sociolog, at sociologien er arvtager efter konservatismen omkring år 1800. Den reaktionære franske sociolog Bonald forsvarede community, hvor familien var enhed, ikke individet. Den gængse opfattelse var ellers, at Bonald forsvarede staten. Denne opfattelse gør Nisbet op med. Fællesskabet var Bonalds hovedbegreb. Sociologien byggede i løbet af 1800-tallet videre på fællesskabet. Nisbet påpeger, at både socialister og konservative var kritiske over for liberalismen/kapitalismen, og at der var store lighedspunkter mellem socialisters og konservatives kritik af kapitalismen. Begrebet fremmedgørelse får Nisbet til at falde på plads. Vi tror, det er et marxistisk begreb. Men det er konservativt. Fremmedgørelse er en konservativ betegnelse for livet i det moderne samfund uden religion, tradition og fællesskab. Det liberalister kalder fremskridt, kalder konservative fremmedgørelse.

 

En lidt mindre åbenbaring var John Gray, der pludselig opdagede, at Thatcher ikke var konservativ, men vild liberalist. Han prøvede at formulere en konservatisme i Beyond the New Right. Gray påpeger, at en rigtig konservativ selvfølgelig må sætte økologisk bæredygtighed højt.

 

Min intuitive model.

I min intuitive opfattelse står liberalismen i midten. Liberalismen var det moderne samfunds hovedfilosofi. Til højre og venstre havde man konservative og socialistiske filosofier, der var kritiske over for kapitalismen. Disse kritikker lignede hinanden, men var også forskellige. Således er socialister mest kritiske over for kapitalismen (markedsøkonomien) og konservative mest over for liberalismen (de politiske værdier). Jeg bygger min intuitive model på Nisbet og på inddragelsen af de egentlige konservative filosoffer. Den gængse konservatisme bygger på den meget moderate Edmund Burke, der først og fremmest kritiserede de franske oplysningsfilosoffer og den franske revolution. I øvrigt var han forholdsvis enig med sin ven gode Adam Smith. Han var næsten ikke konservativ. Hans tilhængere gør ham endnu mere moderat. Uden de egentlig konservative filosoffer de Bonald og de Maistre forstår man ikke konservatismens kerne og relevans. Bonald og Maistre kritiserer den moderne udvikling fra og med reformationen. Begge var katolikker. Lige som flere andre store konservative.

 

Den amerikanske forvirring.

Den amerikanske politiske udvikling skæmmes af en total forvanskning af de politiske ideologier. USA gør konservatismen til kapitalismens filosofi og liberalismen til en slags socialistiske fjende af den gode kapitalisme. Til denne forvanskning bidrager utvivlsomt fraværet af en stærk socialistisk bevægelse i USA. Det politiske landskab rykkes til højre. Den amerikanske opfattelse har bidraget til den udbredte opfattelse i nutidens Europa/Danmark, at konservatismen er kapitalismens forsvarer. I Europa burde vi ellers vide, at liberalismen bygger på to teoretiske traditioner. Først Lockes politiske liberalisme med rettigheder og individuelle friheder. 100 år senere Adam Smith med markedsøkonomien. Det liberale samfund er sameksistensen af en liberal politisk filosofi og  markedsøkonomien med egoismen i centrum. Det kan virke paradoksalt. Men det er den idehistoriske realitet, som amerikanerne ikke forstår. Disse forhold bidrager til den amerikanske forvanskning af konservatismen, der efter 2. verdenskrig først og fremmest består i had til kommunismen. Kommunismen skal ikke inddæmmes. Den skal aktivt udryddes. Her var Burnham som tidligere trotskist et af hovednavnene. Amerikanske konservative kom også til at hade liberalismen og Rosevelts New Deal, der betragtedes som skinbarlig kommunisme.

 

Sammenblanding af historisk udvikling og filosofisk ideologi.

Den faktiske ideologi er noget andet end den teoretiske/filosofiske. Den konkrete ideologi er et produkt af et bestemt samfund og dets historie og mangler ofte en teoretisk principiel basis. Når jeg fastholder betydningen af den teoretiske ideologi, skyldes det den bevægelse bort fra det konkrete liv, som skyldtes klassernes delvise forsvinden. Konservatismen havde tit været magthavernes ideologi og er derfor foragtet af socialister og progressive. En positiv forståelse af konservatismen forudsætter filosofisk-idehistorisk viden. Konservatismen bør forstås uafhængigt af den herskende klasses misbrug af den. Det bedste eksempel på ideologiens indfletning i den nationale historie er grundtvigianismen. Grundtvig og Adam Smith er langt fra det samme. Alligevel fik grundtvigianismen via koblingen til højskolerne og bønderne stor betydning for den danske liberalisme. Handelshøjskole-venstre har længe været i færd med at uddistancere Grundtvig. Mange ældre liberale står i den situation, at de ikke ved, hvad liberalismen er. De tror, det er Grundtvig. Men det er i voksende udstrækning Adam Smith og Hayek.

 

Vi må genbruge ”de døde” ideologier.

Ideologierne er døde. Det kampråb har vi hørt i årtier. Men vi glemmer, at vi ikke kan føre seriøs demokratisk debat uden ideologier. Ideologierne har betydning som dagsorden for den politiske debat. Den politiske debat uden politiske ideologier fører uundgåeligt til ren interessepolitik og til opportunistisk stemmefiskeri. Men lige så vigtig er den politiske dømmekraft. Den nuværende regering forsømmer sig groft på begge punkter. De burde have sagt: ”Jo vores politik er solidaritet med de svageste. Men nu opdager vi pludseligt, at globaliseringen påtvinger os en politik i modstrid med vores ideologi. Derfor er vi nødt til at nedskære velfærdsstat og måske også nedskære lønningerne. Vi er imod at nedsætte mindstelønnen. Men vi er nødt til det, hvis ikke arbejdsløsheden skal stige.”

 

De unge konservative akademikere.

Jeg havde håbet på, at de unge konservative akademikere ville hjælpe med at afklare ideologierne. Især havde jeg håbet på at få hjælp til at afklare konservatismen. Men jeg blev grundig skuffet. Værst er Eva Selsing, der kalder sig konservativ og filosof, men ikke er nogen af delene. Gang på gang deltager hun i den udbredte borgerlige sport, der består i at bruge de kulturradikale og ungdomsoprøret som syndebukke. Disse to grupperinger får skylden for udviklinger, der rettelig skyldes liberalismen. Både Georg Brandes, de kulturradikale og ungdomsoprøret gjorde op med traditioner, med familien, mod traditionel moral- men først og fremmest med autoriteterne. Alt dette er imidlertid oprør, der implicit eller eksplicit ligger i liberalismen. En kvalificeret konservativ må være modstander af disse kulturændringer og derfor rette skytset mod liberalismen og ikke blot mod dens spydspidser.

 

Søren Hviid Pedersen er utvivlsomt mere vidende end Selsing. Men mindst lige så uhæderlig. For ham som konservativ er kapitalismen fantastisk og vidunderlig. Han hævder triumferende, at Max Weber hyldede kapitalismen. Begge dele er løgn. Rigtigt konservative er kun moderate tilhængere af kapitalismen. Hviid overser desuden, at Weber egentlig hadede og foragtede kapitalismen. Når man læser den berømte bog om den protestantiske etik og kapitalismens ånd, får man ganske vist det indtryk, at han er en stor beundrer af kapitalismen. Men på bogens 2-3 sidste sider krakelerer den professorale facade, og Weber slipper sit konservative raseri ud i desperate forbandelser og fortvivlelsesråb. Han finder, at den forsvundne kristendom var mere meningsfuld end kapitalismen.